Nyt institut skal styrke arbejdet med kliniske retningslinjer
Danske Regioner opretter en ny organisation, som bl.a. skal støtte de lægevidenskabelige selskabers arbejde med at udarbejde og revidere kliniske retningslinjer.
Organisationen skal hedde Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut og vil rumme både regionernes kliniske kvalitetsudviklingsprogram (RKKP) og Behandlingsrådet, som bliver erstattet af et fagligt råd, og så altså et nyt sekretariat, der skal støtte op om arbejdet med de kliniske retningslinjer.
Initiativet støttes af Lægevidenskabelige Selskaber, LVS, og af Lægeforeningen.
»LVS har gennem adskillige år arbejdet for en organisation, der kan bistå de enkelte lægevidenskabelige selskaber i deres vigtige arbejde med at etablere kliniske retningslinjer. Nu er det lykkedes, og jeg er glad for, at vi også i fremtiden kan sikre patienterne den bedste kvalitet og undgå det unødvendige,« siger ledende overlæge Susanne Axelsen, formand for LVS.
Det vil fortsat være de enkelte lægefaglige specialeselskaber under LVS, der hver især skal stå for tilblivelsen af de kliniske retningslinjer inden for deres respektive specialer.
»Det varierer imidlertid meget fra selskab til selskab, hvordan der arbejdes med retningslinjerne, og i dag findes der ikke retningslinjer inden for alle specialer. Derfor er der brug for at støtte op om arbejdet,« siger Anders Kühnau (S), formand for Danske Regioner, i en pressemeddelelse.
Sekretariatet vil blandt andet kunne hjælpe selskaberne med litteratursøgning, håndtering af referencer og høringsprocesser, sundhedsøkonomiske analyser m.m.
Stort potentiale i ny organisering
Danske Regioner ser et stort potentiale i at samle de kliniske kvalitetsdatabaser, retningslinjesekretariatet og nogle af Behandlingsrådets opgaver under samme tag.
»Vi ved, at der er et potentiale i at fjerne det spild af ressourcer, som kan opstå, fordi der laves for mange scanninger og blodprøver ‘for en sikkerheds skyld’. Eller fordi patienten tilbydes behandlinger, som ikke reelt skaber værdi.«
»Derfor bliver det helt centralt for det nye kvalitetsinstitut at være med til at fjerne spild og aktiviteter, som ikke giver nok værdi for patienten,« siger Anders Kühnau.
Det er planen, at det nye institut åbner i begyndelsen af 2025.
Mads Koch Hansen om Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut: »Overordentligt godt set« (SundhedsMonitor, bag betalingsvæg)