Det første store personlig medicin studie er en hjertesag

Hjerteområdet får det første store danske studie i udvikling af personlig medicin. Ambitionen er at kortlægge arvelige årsager til hjertesygdom og at målrette den forebyggende behandling mod de patienter, hvor det gavner. Det skal blandt andet muliggøre, at hundredetusinder af danskere slipper for at tage de virkningsløse statiner, der er en fast bestanddel af aftensmaden.

Basis for studiet er 120.000 blodprøver fra hjertepatienter, der har været behandlet på hospitaler i Region Hovedstaden. National Videnskabsetisk Komité, NVK, har netop godkendt studiet med en dispensation fra kravet om indhentelse af samtykke fra forsøgspersonerne, fordi de tidligere har modtaget information om, at deres blod vil blive opbevaret med henblik på forskning og også, at de kan melde sig ud ved registrering i Vævsanvendelsesregistret.

Projektet vil blive drevet af Klinisk Immunologisk Afdeling ved Rigshospitalet og Region Hovedstadens Biobank sammen med hjerteafdelingerne i Region Hovedstaden og The Novo Nordisk Foundation Center for Protein Research, Københavns Universitet. Den udenlandske samarbejdspartner er det islandske firma deCode. Projektleder er professor Henrik Ullum, Rigshospitalet, formand for Lægevidenskabelige Selskaber, LVS. ”Hjertechefen” er professor Henning Bundgaard, Enhed for Arvelige Hjertesygdomme, Rigshospitalet.

De 120.000 blodprøver vil blive testet for ca. 660.000 almindelige genetiske markører og 50.000 varianter i 2.720 gener, som forskerne mener har betydning for udviklingen af fem af de største hjertekarsygdomme: forhøjet blodtryk, forsnævring af årerne til hjertet/åreforkalkning, lipidsygdomme, forstyrrelse i hjerterytmen og hjertesvigt.

Det er en kæmpeopgave og forklaringen på samarbejdet med deCode, der har kapaciteten til opgaven, og deltager som partner på forskningsbasis, altså ikke kommercielt. Prøverne fra Danmark vil blive anonymiseret og behandlingen vil ske under dansk datalovgivning. Den videre behandling sker på KUs supercomputer Computerome på Risø, oplyser Henrik Ullum.

Hvis det store hjertestudie bliver en succes, er det planen at bruge samme genbaserede model på andre store sygdomsområder.