Susanne Axelsen: Lykken findes ikke altid i sundhedsvæsnets svar på et nyt køkken

Af Susanne Axelsen
Formand, LVS

Velkommen til LVS’ årsmøde 2024 med titlen 'Læger uden bremser'.

Det er en stor glæde at se så mange af jer på en almindelig hverdag i januar.

Men det overrasker mig ikke – for i dag bremser vi lidt op og tager os tid til en diskussion af vores lægearbejde og vores rolle i sundhedsvæsnet.  Vi skal være både kritiske og konstruktive i forhold til vores ansvar for fremtidens sundhedsvæsen og vores mulighed for at få indflydelse på det.

I LVS’ bestyrelse har vi en klar oplevelse af, at kollegerne ude i den kliniske hverdag og i forskningsmiljøerne er meget optaget af sundhedsvæsnets udfordringer generelt og især: Hvilken rolle har vi spillet indtil nu? Og hvilken rolle vil vi gerne spille i fremtiden?

Jeg er kandidat fra 1989. Jeg er med andre ord en boomer.

Da jeg var ung læge, fik vi vores viden fra bøger. Vi fik at vide, at den medicinske evidens blev uaktuel hvert syvende år. Vi havde derfor en oplevelse af, at den viden, vi havde, var tilstrækkelig til at behandle vores patienter rigtigt. I dag skal vi bare sovet én nat – så kan vi finde ny viden på internettet til morgenkaffen.

Jeg har altså været læge i en tid med en rivende udvikling.

Vi har fået langt flere ressourcer i sundhedsvæsnet, og vi har rigtig meget på hylderne i dag. Det betyder, at vi kan behandle flere patienter for mere og mere, og det kan vi takke forskningen og de økonomisk gode tider for. Det har været utroligt spændende at være med til.

Vi har fået skabt forventninger hos patienterne, som vi i mødet med virkeligheden ikke kan indfri

Men det at være læge handler om andet og mere end at være den medicinske ekspert. Det handler også om at kunne læse skriften på væggen:

Vi oplever det hos os selv og hos kollegerne: at vi har fået skabt forventninger hos patienterne, som vi i mødet med virkeligheden ikke kan indfri. Så skuffer vi patienterne, og det er ikke den måde, vi gerne vil være læger på.

Vi oplever det, når vi igen må sige til en patient, at den længe ventede operation må udskydes, fordi reglerne giver en anden patient en forlomme. Det skaber mere skuffelse og ængstelse hos patienterne, og vores billede af os selv som læger, ja, det krakelerer.  

Vi oplever det, når en svært syg patient sætter sin lid til den nye og hypede medicin fra udlandet, der tilbyder den redningskrans, patienten desperat har ventet på – men som vi enten ikke kan tilbyde, eller som vi måske godt ved næppe kan indfri håbet om at blive reddet i land i sidste øjeblik.

Hvad gør vi så ved det?

For mig at se, handler det om, at vi ser indad og tager et medansvar for, at det sundhedsvæsen, vi arbejder i. Det handler også om, at vi bremser op, så vi får tid til at justere kursen.

Opbremsning er et fagligt fremskridt

Mit allervigtigste budskab i dag er:

Vi skal ikke se det sådan, at det er et fagligt tilbageskridt, at vi bremser op og justerer kursen.

Vi skal se på det på det som et fagligt fremskridt.

Nyt er ikke altid bedre. Mere er ikke altid det bedste for patienten

Faktisk er det en lægefaglig, en sundhedsfaglig kerneopgave:  At vi ser kritisk på den måde, vi gør tingene på. Det ligger i vores videnskabelige skoling generelt og i forskningen, at vi ikke tror, at det vi gør for patienterne i dag, også er det rigtige i morgen.

Det er sådan, medicinske fremskridt er blevet til virkelighed. Det er også sådan, vi gør op med den forbrugsfest, vi selv har været en del af. Nyt er ikke altid bedre. Mere er ikke altid det bedste for patienten. Lykken findes ikke altid i sundhedsvæsnets svar på et nyt køkken.

Kunne vi godt bruge flere ressourcer? Især på de forsømte sygdomsområder og på den kliniske forskning, som skal teste både nyt og gammelt? Ja, DET kunne vi. Og det arbejder vi i LVS også benhårdt for. Vi kalder det #testhverdagen.

Men i dag handler det ikke om penge. Det handler ikke om, hvad vi kan få. Det handler om, hvad vi kan tilbyde.

Jeg vil fortælle jer om to ting, som jeg mener er meget vigtige for os som faggruppe og for fremtidens patienter og sundhedsvæsen.

Det er først selvransagelse hos os som medicinske eksperter. Og derefter den opbremsning, jeg nævnte for lidt siden.

»Man skal aldrig lade en god krise gå til spilde.« Sådan sagde Winston Churchill på et tidspunkt under anden verdenskrig. Jeg synes, at det er en interessant idé.

Vi har kørt meget hurtigt i årtier, og opgangstider er unægtelig sjovere end sparetider. Men sommetider giver en krise altså også muligheder for forandringer og for at kigge indad.   

Selvransagelsens time

Når jeg taler om selvransagelse, så er det både, fordi jeg oplever, at den vokser rundt omkring i sundhedsvæsnet, og fordi LVS som organisation gerne vil understøtte den proces.

Men skal vi så til at bekende vores synder? Vaske det beskidte vasketøj offentligt?

Lad os bare få svesken på disken: Vi har som læger ikke ligefrem haft det bedste ry ude i byen med hensyn til at tale højt om vores begrænsninger – eller ligefrem indrømme det, når vi har taget fejl. 

Det er ikke så svært at forstå hvorfor. Det har traditionelt givet høj status at være læge. Og når man har høj status, kan man også nemt få en vis selvbevidsthed. Vi er også tit ambitiøse og konkurrence-mindede. Især konkurrence-genet kan nok sommetider gøre det lidt svært at bevare en vis ydmyghed.

Det skyldes nok også, at vores arbejde kan være risikabelt. Vi kan komme til at gøre skade. Vi kan blive slidte gennem årene, især hvis vi ofte kommer tæt på lidelse, sorg og død. Det er menneskeligt at forsøge at beskytte sig selv.

Men skal vi så til at bekende vores synder? Vaske det beskidte vasketøj offentligt? Og hvad skulle der komme ud af det – bortset fra at give politikerne og djøf’erne gode argumenter for at overtage de beslutninger, vi selv gerne vil træffe?

Jeg forstår det godt, hvis min opfordring til selvransagelse gør, at man bliver lidt skeptisk. Man tænker måske: Er der ikke allerede nok fokus på os? Hvornår kan vi få noget ro til at passe vores patienter?

Men jeg tror altså på, at den, der kender sig selv godt, har en fordel frem for den, der ikke gør. Det gælder både menneskeligt og fagligt. Og det handler jo om fagligheden i dag. Hvordan skal den være i  fremtidens sundhedsvæsen?

Lad os tage et konkret eksempel:

Robotkirurgi. Den er elsket af nogle kolleger, og den giver nervøse trækninger hos andre.

Hånden på hjertet.

Kan vi se hinanden i øjnene og sige, at vi har været med til at udbrede robotkirurgi i sundhedsvæsnet på en måde, vi kan være 100 pct. tilfredse med?  Hvis vi kunne gøre det om, ville vi så ikke hellere være lidt mere metodiske og lidt mere kritiske i forhold til hvem, hvad og hvornår?

Det, som det handler om, er at tage et fælles fagligt ansvar.

Robotkirurgi er bare ét eksempel. Et eksempel på, at vi som medicinske eksperter også kan blive duperet af noget nyt og lækkert og lade os rive med. Vi bliver begejstrede, og vi ser alle mulighederne for os.

Og så glemmer vi lidt at tænke på de grå og hverdagsagtige spørgsmål: Får alle mine patienter virkelig et bedre resultat? Hvad koster det i tid og penge? Er det omkostningerne værd?

LVS og de syv modige selskaber

Et andet eksempel er kræftområdet.

Jeg nævner det, fordi LVS og syv modige selskaber kort før jul var ude i medierne for at appellere til sundhedsminister Sophie Løhde om at gøre det nemmere for lægerne at lave mere individualiserede forløb for kræftpatienterne. Både for kræftpatienternes skyld og for andre patienters skyld.

Der er al mulig grund til at glæde sig over fremskridtene på kræftområdet.

Så det handler ikke om brødnid eller om at tage noget, der er godt fra kræftpatienterne, selv om det desværre tit bliver opfattet sådan.  Det handler heller ikke om at pege fingre ad hverken kræftlæger eller ad kræftpatienter.

Det, som det handler om, er at tage et fælles fagligt ansvar.

Og her vil jeg simpelthen tillade mig at rose kollegerne fra de syv selskaber, der gik i medierne sammen med LVS.  I var klar til at stille op lynhurtigt, og  I lyttede til hinandens erfaringer og vilkår.  Dét er vejen frem.

Generationerne med de hurtige biler

Vi har gjort os selv til temaet for vores årsmøde i år, fordi vi desværre på flere områder har mistet helhedsblikket i vores begejstring for nyt og i vores ønske om at gøre det så godt som muligt for lige netop vores patienter. Der har i sammenligning med tidligere været en overflod af ting at gøre – og derfor har vi også gjort ting, fordi vi kunne. Det er såre menneskeligt.

Vi er en generation af læger, som har fået lov til at køre hurtigt i en bil med ret så mange hestekræfter. Det har også  været efterspurgt fra både patienter og politikere: Gør så meget som muligt, og gør det hurtigt.  Det har ligget i  i tidsånden.

Der er selvfølgelig en risiko for, at vi kan komme til at træde hinanden over tæerne

Og i den situation kan det blive svært for lægen at leve op til det klassiske princip for lægegerningen: primo non nocere.  Det kan blive ekstra svært at tage den såkaldt 'svære samtale' med vores patienter om, hvad de selv ønsker. Hvornår er en behandling til gavn? Hvornår er den måske ikke? Hvornår skal vi stoppe den aktive behandling og tilbyde noget bedre i stedet?

I dag er vi i fagkredse godt i gang med at indse, at det kan være en ulempe for en patient at have en af de 'populære' sygdomme eller at være en af de ressourcestærke patienter, der kan tale sin sag

Risikoen for overdiagnostik og overbehandling er reel. Det er risikoen for spild af tid og penge også. Og vi er begyndt at sige det højt. Det er jeg virkelig glad for.

Vi er også begyndt at tale åbent om de patienter, der bliver efterladt ved vejsiden. Vores bestyrelsesmedlem Christian Laursen har givet et slående eksempel fra sin egen lungemedicinske afdeling: En patient med lunge-fibrose. Femårs-overlevelsen er ikke bedre end for en lungekræftpatient. Men her er der ingen politikere i TV i den bedste sendetid.

Der er selvfølgelig en risiko for, at vi kan komme til at træde hinanden over tæerne. Det er som bekendt ret nemt at se splinten i kollegaens øje og at glemme bjælken i ens eget.

Min generation af læger har været med til at gøre sundhedsvæsnet mere specialiseret. Det har været nødvendigt. Men det har også gjort det nemmere at være regent i eget elfenbenstårn. Vi har kunnet undgå at mødes på tværs og få vores egne holdninger og handlinger udfordret, hvis vi helst ville være fri for det.

Men den går ikke længere. Og heldigvis for det.

Politikerne stiller krav om sammenhæng på tværs og om  flytning af behandlinger væk fra sygehusene. Vi skal have en speciallægeuddannelse med mere bredde –  hvis det da nogensinde bliver til noget. Og til foråret finder vi ud af, om  Sundhedsstrukturkommissionen anbefaler en ny organisering af sundhedsvæsnet.

Vi skal være klar til at møde alle de udfordringer, og et af vores redskaber er selvransagelse.

Vi skal tale meget mere sammen på tværs af specialer og alder. Og  vi skal acceptere, at der bliver pillet ved både splinter og bjælker, så længe det gøres i gensidig respekt og for at forbedre patientbehandlingen.

Vi har en enestående chance for at sætte vores faglige aftryk på fremtidens sundhedsvæsen

Vi skal – i disse håndbold EM-tider – spille hinanden bedre.

Opbremsning og justering af kursen

'Læger uden bremser' har vi kaldt vores årsmøde her i begyndelsen af 2024.

Og jeg har talt om behovet for, at vi bremser op. Det lyder ikke muntert, vil nogen måske tænke. Jeg ved det.

Men efter enhver fest er der en morgen, hvor man i lidt for skarpt lys må gøre status over situationen og få ryddet op. Det er der, vi er i dag.

Vi  skal justere kursen.

Jeg ser sådan på det, at vi har en enestående chance for at sætte vores faglige aftryk på fremtidens sundhedsvæsen.

Vi ved, at der er behov for mere og bedre prioritering af sundhedsvæsnets ressourcer.

Vi ved, at der er brug for en samtale om, hvilke forventninger, man som patient kan have til sundhedsvæsnet.

Vi ved også, at patienterne har brug andet og mere fra os end vores medicinske ekspertise. De har også brug for os som sparringspartnere og som koordinatorer.

Man kan selvfølgelig godt tænke: Jeg er ikke sat i verden for at få regionernes budgetter til at balancere. Borgerne må diskutere forventninger med de politikere, de selv har stemt på. Og det med sparringspartner lyder managementagtigt.

Men skal vi ikke i stedet vælge at se opgaverne som et comeback for noget af det vigtigste i læge-patient-relationen: Helhedssynet, omtanken og samtalen om, hvad der er vigtigt?

Selvransagelse kan gøre nas

Jeg hører til en generation af læger, som er gamle nok til at huske Anker Jørgensen som statsminister og ikke kun som en figur i en Tv-serie.

Vi kan tælle vores tid i sundhedsvæsnet i årtier, og når vi kigger i bakspejlet, kan vi se, at meget er blevet bedre. Men vi kan altså også se, at vi ikke kan blive ved med at køre med samme hastighed og i præcis samme retning. Den erfaring forpligter.

Vi har en særlig pligt over for vores yngre kolleger til ikke at sætte fartpiloten til

Derfor siger jeg:

Som fagpersoner skal vi blive bedre til at vide, hvornår vi skal lette foden fra speederen så tilpas meget, at vi kan orientere os bedre og træffe bedre beslutninger om, hvilken vej, vi skal køre.

Det kræver noget af os, for selvransagelse kan godt gøre lidt nas. Og den kan give en lidt flad fornemmelse, når man har arbejdet hårdt for at blive virkelig dygtig. 

Men man har forpligtelsen, når man har evnen, og vi har en særlig pligt over for vores yngre kolleger til ikke at sætte fartpiloten til.  

Vi skal vise, at vi stadigvæk har ambitioner for det sundhedsvæsen, vi har brugt så mange af vores vågne timer i.

Vi skal diskutere, hvad der ikke gør gavn længere. Også når vi selv har været med til at indføre det. 

Vi skal demonstrere, at de faglige fællesskaber er så stærke, at de kan tåle uenighed – ja, at det faktisk er det, vi har de faglige fællesskaber til.

Så længe, vi har kitlen på, er vi i kampen.

Nu glæder jeg mig til samtalen om fremtidens sundhedsvæsen med jer alle sammen i dag  – og jeg glæder mig til at høre fra både de unge og de modne kolleger.

Rigtig godt årsmøde.