Nyhed

Nyt institut skal styrke arbejdet med kliniske retningslinjer

Danske Regioner opretter en ny organisation, som bl.a. skal støtte de lægevidenskabelige selskabers arbejde med at udarbejde og revidere kliniske retningslinjer.

Susanne Axelsen

»Jeg er glad for, at vi også i fremtiden kan sikre patienterne den bedste kvalitet og undgå det unødvendige,« siger ledende overlæge Susanne Axelsen, formand for LVS. – Foto: Kåre Viemose

Organisationen skal hedde Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut og vil rumme både regionernes kliniske kvalitetsudviklingsprogram (RKKP) og Behandlingsrådet, som bliver erstattet af et fagligt råd, og så altså et nyt sekretariat, der skal støtte op om arbejdet med de kliniske retningslinjer.  

Initiativet støttes af Lægevidenskabelige Selskaber, LVS, og af Lægeforeningen.

»LVS har gennem adskillige år arbejdet for en organisation, der kan bistå de enkelte lægevidenskabelige selskaber i deres vigtige arbejde med at etablere kliniske retningslinjer. Nu er det lykkedes, og jeg er glad for, at vi også i fremtiden kan sikre patienterne den bedste kvalitet og undgå det unødvendige,« siger ledende overlæge Susanne Axelsen, formand for LVS.

Det vil fortsat være de enkelte lægefaglige specialeselskaber under LVS, der hver især skal stå for tilblivelsen af de kliniske retningslinjer inden for deres respektive specialer.

»Det varierer imidlertid meget fra selskab til selskab, hvordan der arbejdes med retningslinjerne, og i dag findes der ikke retningslinjer inden for alle specialer. Derfor er der brug for at støtte op om arbejdet,« siger Anders Kühnau (S), formand for Danske Regioner, i en pressemeddelelse.

Sekretariatet vil blandt andet kunne hjælpe selskaberne med litteratursøgning, håndtering af referencer og høringsprocesser, sundhedsøkonomiske analyser m.m.

Stort potentiale i ny organisering

Danske Regioner ser et stort potentiale i at samle de kliniske kvalitetsdatabaser, retningslinjesekretariatet og nogle af Behandlingsrådets opgaver under samme tag.

»Vi ved, at der er et potentiale i at fjerne det spild af ressourcer, som kan opstå, fordi der laves for mange scanninger og blodprøver ‘for en sikkerheds skyld’. Eller fordi patienten tilbydes behandlinger, som ikke reelt skaber værdi.«

»Derfor bliver det helt centralt for det nye kvalitetsinstitut at være med til at fjerne spild og aktiviteter, som ikke giver nok værdi for patienten,« siger Anders Kühnau.

Det er planen, at det nye institut åbner i begyndelsen af 2025.

Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut

Det er målet, at det nye institut skal skabe høj og ens kvalitet i det kliniske arbejde. På samme måde skal det skabe solide retningslinjer, som er lette at gå til for det kliniske personale. Det nye institut vil derfor samle tre tråde:

  • For det første skal et fagligt råd erstatte det nuværende Behandlingsråd. Rådet skal stadig udarbejde sundhedsøkonomiske vurderinger af teknologier og behandlingsformer.
  • For det andet bliver Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram (RKKP) en del af instituttet. RKKP står for arbejdet med de kliniske kvalitetsdatabaser, som følger udviklingen i kvaliteten på landsplan.
  • Endelig er det sammen med LVS og Lægeforeningen besluttet, at instituttets nye sekretariat skal støtte op om arbejdet med de kliniske retningslinjer.

    Kilde: Danske Regioner
Sådan vil det nye institut kunne hjælpe
  • Det nye institut vil kunne støtte retningslinjearbejdet på mange måder. For eksempel vil den løbende monitorering i de kliniske databaser kunne hjælpe med til at opdage, når der er behov for nye eller opdaterede kliniske retningslinjer.

  • På samme måde vil de store analyser, som det faglige råd skal udføre, og som skal have fokus på at minimere spild, kunne pege på ting, der bør indarbejdes i retningslinjerne. Det ventes, at det vil ske i et tæt samspil med Vælg Klogt-sekretariatet, som drives af LVS og Danske Patienter. Danske Regioner finansierer Vælg Klogt og har netop besluttet at forlænge finansieringen frem til og med 2026.

    Kilde: Danske Regioner

Mads Koch Hansen om Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut: »Overordentligt godt set« (SundhedsMonitor, bag betalingsvæg)