Læger har evnen og derfor også pligten til at skabe forandringer

Af Susanne Axelsen
Formand, LVS

I dag handler det ikke om sundhedsreformer. Om regeringsgrundlag. Om store – eller måske sommetider for små – politiske visioner for vores sundhedsvæsen. 

Det handler ikke om politiske løfter. Om Robusthedskommissionen. Om et nationalt prioriteringsråd. 

I dag handler det om os selv. Det handler om hverdagen. Hverdagen for os, der behandler patienter. Hverdagen for os, der forsker. 

Det skal handle om fair forskning. Om mennesket i det store maskineri – vores sundhedsvæsen. Og om, hvorfor både læger og andre sundhedsprofessionelle ikke griber indflydelse i højere grad. 

Sundhedsvæsnet er under pres. Det ved vi godt - alle sammen. 

Hver uge kan vi læse nye historier om hospitalsafdelinger i nød. Om konsekvensen af manglen på praktiserende læger.  Om lange ventelister – et fænomen, vi ellers ikke har hørt om i mange år. Om kolleger – også de nyuddannede – der ikke orker, og som derfor forlader det offentlige sundhedsvæsen helt eller delvist. 

Vi har noget andet. Vi har hverdagen ...

Det er ikke just opmuntrende læsning – slet ikke i en lang, mørk og våd vinterperiode, hvor solen har været en sjælden gæst. Det er nemt at udbryde 'Det er jo håbløst!', når det er svært at få øje på, hvad der reelt kan ændre på situationen. 

Der findes selvfølgelig ikke nogen mirakelkur. Der findes ingen nemme håndgreb. Vi har ikke noget tryllestøv, vi kan drysse ud over afdelinger, der mangler sygeplejersker og må lukke operationslejer. Vi kan ikke trylle praktiserende læger frem til områder, hvor borgerne ikke har haft en fast læge i årevis. Og vi har ikke en rig tante, der kommer med penge til forskning i sygdomme, der ikke har private investorers interesse. 

Men vi har noget andet. Vi har vores faglighed. Vi har vores engagement. Vi har vores entusiasme. Vi har vores ekspertviden. Og vi har vores daglige kontakt med dem, det hele drejer sig om – patienterne. 

Vi har hverdagen. 

I dag skal det handle om de forandringer, vi kan skabe i et presset sundhedsvæsen. Bottom up, som vi kalder det. 

Den, der har evnen, har også pligten. Sådan lyder et ofte brugt citat af Mærsk McKinney Møller. Citater, der hænger ved, har ofte en blivende sandhedsværdi. Det gælder også dette. 

Vi kan og skal ikke vente på, at alle løsninger kommer ovenfra. Det gør de ikke. Det kan de heller ikke. 

De forandringer, der skal ske med vores sundhedsvæsen, skal også komme nedefra. 

Jeg har brug for håbet og for oplevelsen af, at jeg rent faktisk gør en forskel ...

Og tiden er inde til, at sundhedssektorens ansatte i fællesskab tager fat og skaber den nødvendige plads til at sikre kvaliteten for patienterne. 

Hvis vi ikke gør det – hvem så?

De fleste af jer – i hvert fald den modne del af publikum – vil kende Dan Turells digt fra 1984 – Hyldest til hverdagen, som blev sat til musik sammen med Halfdan E små ti år senere. 

Jeg holder selv uendeligt meget af hverdagen. Det er dér, jeg finder min energi og mit drive. 

For det at have evnen og pligten er ikke nok. Jeg har også brug for håbet, og for oplevelsen af, at jeg rent faktisk gør en forskel. Og den oplevelse får jeg i hverdagen, når jeg kan afhjælpe en patients gener, og når samarbejdet med kollegerne har fungeret. De små og store forstyrrelser af dagens planer. Sådan tror jeg, at mange af os har det. 

Vi har evnerne som sundhedsmedarbejdere. Vi mangler måske lidt at sætte vores indsatser i system. At række ud på tværs. At stå sammen og støtte hinanden. Læger har i hvert fald nok haft en tendens til at udkæmpe enmandsslag imod vindmøller. 

Men vi har brug for hinanden, hvis det skal lykkes os at skabe den nødvendige forandring nedefra. 

Derfor kalder LVS til #hverdagsrevolution. En ikke voldelig revolution. Men heller ikke en tandløs eller en holdningsløs. Ordet revolution betyder noget med at vende. Vi skal vende en negativ udvikling sammen - ved hjælp af vores sundhedsfaglige viden.  

Vi ikke længere være med til, at nogle sygdomme – og dermed patienter – overses på det groveste ...

En mere rimelig fordeling af ressourcerne er et centralt tema i hverdagsrevolutionen. 

Som sundhedsprofessionelle kan vi ikke længere være med til, at nogle sygdomme – og dermed patienter - overses på det groveste af den simple grund, at der tilsyneladende ikke kan tjenes penge på dem. Og at samfundets forskningsinvesteringer ikke samler op, der hvor industriens interesse stopper. 

Vi ved det godt – vi, der arbejder tæt på patienterne. Men det er en pointe, der har svært ved at trænge igennem lagene opad i hierarkiet. Vi bliver spist af med skåltaler om Hans fra Harboøre og Gitte fra Gentofte – hos taleskriverne på Christiansborg har man nemlig også lyrisk sans - og hvordan det bare er for galt, altså. Men der sker lige præcis ingenting. Så det er vi selv nødt til at gøre noget ved. 

Derfor insisterer vi i LVS på en fordeling af midlerne til forskning, som i langt højere grad tilgodeser de ”usexede” sygdomme. 

Der er mange at vælge imellem. Jeg vil nævne et eksempel fra min egen hverdag. Jeg er urogynækolog. Vi hjælper kvinder der lider af urininkontinens. Op imod en halv million danskere døjer med den lidelse. Vi kender altså alle sammen flere – men ofte uden at vide det.  

Der går i GENNEMSNIT 7 år fra det første symptom, før en kvinde henvender sig til sin læge og beder om hjælp! Det er en stille, tabubelagt lidelse med store omkostninger for livskvaliteten. Men som med mange andre ikke-maligne sygdomme – også dem patienterne dør af - skorter det på interessen for at putte penge i forskning, selv om effekten for både patienter og sundhedsvæsen ville være stor. 

Vi har som samfund svigtet på det forskningsmæssige område. Beslutningstagerne har svigtet. Og som fagpersoner har vi næppe selv råbt så højt, som vi kunne og burde have gjort. Vi har også gjort os skyldige i at pleje egne interesser i for høj grad. 

Vi har i stort omfang overladt økonomien og initiativet til industrien, når det handler om at beslutte, hvad der forskes i. 

Det er ikke industriens fejl. Det er vores egen. Vi er krøbet i ly af meget store pengebeløb, som ved et overfladisk blik får regnskaberne til at se pæne ud. Se, hvor meget der bliver forsket i Danmark! 

Dertil kommer, at life science-strategien behandler sundhedsvæsnet som et udstillingsvindue for industrien. Man skulle ellers tro, at sundhedsvæsnet først og fremmest er til for patienternes skyld. Men det indtryk får man ikke, når man læser strategien. 

Vi skal også kunne forske i at skille skidt fra kanel i de mange tilbud, vi har på hylderne

LVS holder af det offentlige-private samarbejde. Uden det var vi ilde stedt. 

Fest, farver, tjald og balfaldera – som Dan Turell kaldte det – er fint. Strategier på glittet papir er fine. Men det er bare ikke nok!

Vi skal huske, at det er patienterne, der lægger krop og sind til, og at det er sundhedsvæsnets medarbejdere, der skal drive forskningen og udviklingen. 

Det skal være LVS’ opfordring til en ny life science strategi: 

Lad gerne industrien forske i det attraktive, hvis der samtidig gives tid, rum og ressourcer til, at vi i sundhedsvæsnet kan forske i det, der ikke er penge i – ”kun” liv og livskvalitet. 

Vi skal også kunne forske i at skille skidt fra kanel i de mange tilbud, vi har på hylderne. Det er også en del af hverdagsrevolutionen: At vi ser kritisk på os selv og på hinanden. Det er altså ikke alt det, vi er glade for at lave, som vi med god samvittighed kan blive ved med. Det er vores forbandede pligt at rydde op. 

Vi skal tage en ærlig, no nonsense debat om, hvordan vi bærer os ad med at skabe albuerum i hverdagen.  

Til syvende og sidst er det patienterne, der er drivkraften for os

Jeg tror på, at vi bedst håndterer følelsen af afmagt over et sundhedsvæsen i krise ved at huske på værdien af den kliniske og forskningsmæssige hverdag. Ikke som dyrkelse af den velkendte udsigt, som Dan Turell udtrykte det, på bekostning af forandring. Tværtimod. 

#hverdagsrevolution står for fokus på patienterne. Hvad enten vi behandler patienter eller forsker, så er det til syvende og sidst patienterne, der er drivkraften for os. 

Lad os kaste os ind i hverdagsrevolutionen!