Efter krisen skal vi have en digital strategi for sundhed
Coronakrisen har givet sundhedssektoren et digitalt ryk. Det gælder især i almen praksis, hvor videokonsultationer blev indført i lyntempo. Andre steder i sektoren har de digitale projekter stået på vågeblus. Men det bliver skruet op inden længe, og krisen har lært os flere ting: Vi er bagud med digitale kompetencer og uddannelse, vi har et usikkert etisk kompas, og vi mangler strategier for den digitale udvikling i samfundet, ikke mindst i sundhedsvæsenet.
Tidligere regeringer har arbejdet meget målrettet med digital udvikling, på godt og ondt. Skattevæsenet og andre områder inden for det offentlige viser, at ikke alt er gået godt. Men alligevel regnes vi for at være en digital førernation. Denne position er udfordret af lande i Asien, der under krisen klart har overgået os. Men coronakrisen har om noget vist værdien af data til at tage de rigtige beslutninger i en krisesituation. Vi har ført en slingrekurs mht. testning, og dermed indsamling af data. I Sydkorea blev der tidligt testet massivt og skaffet data, der gav basis for hurtigt at opspore og inddæmme smitten.
Fremskaffelsen af data og en effektiv brug af dem er afgørende for, at vi kan navigere i denne akutte krise, men problemstillingen gælder også langt ind i den forskning, der til daglig er basis for udviklingen af nye og bedre behandlinger til patienterne. Så coronakrisen har demonstreret betydningen af data, men også igen afdækket, at regler og lovgivning er bagud i forhold til den teknologiske udvikling. Mulighederne i data er næsten grænseløse, men hvor er grænsen for anvendelse af data?
Helliger målet midlet, så vi kan tracke borgernes mobiltelefoner, hvis de bryder de regler, som regeringen har sat for adfærd? Eller kan vi følge dem for at kortlægge smittekæder? Hvor langt kan vi gå ind i privatsfæren? Det bliver der brug for at få aftalt, når den digitale revolution igen ruller efter coronakrisen, så vi kan få fastlagt en fornuftig balance mellem det digitale og det private liv.
Der er for øjeblikket gang i en massiv mængde af digitale projekter i næsten alle specialer, på hjerteområdet, på kræftområdet, med graviditet og fødsler, på intensivafdelinger, i almen praksis og i forebyggelsen. Der eksisterer allerede velfungerende digitale platforme til at følge risikogrupper og til at skabe netværk i forebyggelsen, og der er en række forsøg med fremtidens digitale klinik. Coronakrisen gav et pludseligt gennembrud for en del af teknikken, hvor patienterne kunne gå online til deres læge og bruge videokonsultationer.
Det var et skub til en teknologi, der måske burde være indført for længe siden, men det afslørede også, at det er et område, hvor vi ikke har nogen politik, hvor der mangler uddannelse, og at der er dyb uenighed. Nogle læger mener, at det skal lukkes ned hurtigst muligt, mens andre sagtens kan se potentialet. Det har under alle omstændigheder afdækket toppen af et isbjerg, der hedder manglende uddannelse. Der skal være balance i brugen af digitale værktøjer og personlig kontakt, så vi ikke taber de svageste, og det klassiske patient-læge forhold ikke går fløjten.
Men manglen på digitale kompetencer går meget længere ind i uddannelsen af næsten alle faggrupper i sundhedsvæsenet. Vi er slet ikke er klædt på til at håndtere de digitale omvæltninger, som vi står midt i. Det må fagfolk og politikere sammen tage fat på, når coronaen ikke længere suger al opmærksomhed ud af klinikken.
