Coronaudbruddet viser nødvendigheden af et epidemiberedskab

En af hovedårsagerne til, at vi er endt i den nuværende situation, hvor vi tumler rundt i de oprørte vande mellem en statsbankerot og et sammenbrud i sundhedsvæsenet, er, at vi ikke har haft vores forsikringsforhold i orden.

Danmark har ikke haft et tilstrækkeligt epidemiologisk kriseberedsskab. Derfor har vi måttet ty til brandslukning med hastelovgivning og anbefalinger, der ikke altid har været sammenhængende, fordi vi ikke har været i besiddelse af tilstrækkelig testkapacitet eller har manglet værnemidler.

Situationen har været den samme eller endnu værre i de lande, som vi normalt samarbejder med eller kan søge støtte fra, og resultatet er det kaos, som omgiver os. Da USA’s præsident Trump tiltrådte var en af hans første handlinger uden begrundelse at fyre den særlige pandemirådgiver i Det Hvide Hus. Det har været symptomatisk for holdningen i vores del af verden: går den, så går den. Men nu går den ikke længere.

Det bliver ikke sidste gang, at vi får en krisesituation omkring en smitsom sygdom, som kan sprede sig lynhurtigt fra hvor som helst på kloden. Sådan er den globale landsby, hvor klimaforandringer, øget globalisering og demografiske udvikler har gødet jorden for fremtidige infektiøse udbrud. Spørgsmålet er ikke, om vi får en pandemi igen, spørgsmålet er hvornår.

Derfor bør der, når den nuværende storm har lagt sig, etableres et permanent epidemiologisk kriseberedskab, som skal køre parallelt med det øvrige sundhedsvæsen. Og det skal også basere sig på internationalt samarbejde og internationale aftaler, så vi undgår det nuværende mundhuggeri omkring, hvad WHO siger og mener og, hvilke implikationer det har for danske forhold.

Kriseberedskabet skal sikre tilstrækkelig kapacitet på særligt intensiv- og infektionsmedicinske afsnit. Sikre, at der er pladser nok til isolationspatienter og udstyr til intensiv behandling. At vi hurtigt kan omskole personale til kritiske funktioner. At vi hurtigt kan omstrukturere afdelingerne til sikre arbejdsgange, der mindsker smittespredning blandt personale og patienter., og at vi har basale fornødenheder til testudstyr, så unødige flaskehalse undgås.   

Nationalt skal et beredskab basere sig på aftaler med producenter af værnemidler og andet udstyr, som naturgivet bliver en mangelvare, når pandemien rammer. Når vi har outsourcet hele vores produktion af disse produkter til Kina, har vi bragt os i en ekstremt udsat position, når pandemierne typisk starter, ja netop i Kina.

Vi behøver ikke bombastiske bestemmelser fra Koreakrigen, som amerikanerne gør brug af. Men når en lille plastproducent på Fyn lynhurtigt kan omstille produktionen til værnemidler, så er det ikke producenten, der skal komme til myndighederne med en plan. Producenten skal være med i et nationalt beredskab, der meget hurtigt kan aktiveres.

Det, som sker i Danmark for øjeblikket, det sker på trods, og der er al mulig grund til, at vi retter ryggen og anerkender, at når det gælder, så kan vi i sundhedsvæsenet klare ekstraordinære situationer, og politikerne kan tage ekstraordinære beslutninger. Men det er ikke nogen ideel situation. Det er dyrt, og der bliver efterfølgende en stor regning, der skal betales, også i sundhedsvæsenet. Det er også dyrt at have en forsikring, men når ulykken ramme, så er den god at have, og den betaler sig hjem mangefold.  

Coronaudbruddet har med al sin tydelighed vist os, at et permanent epidemiologisk kriseberedskab skal iværksættes. Det er ikke bare rettidig omu, det er bydende nødvendigt for at kunne modstå fremtidige pandemier.