Cochrane går langt over stregen i personangreb
Lægevidenskabelige Selskaber, LVS, har stor respekt for det arbejde, som udføres af Det Nordiske Cochrane Center som vagthund over for lægemiddelindustrien og eventuelt urent trav i relationerne mellem læger og industri.
Men når centrets ledende personer i en kronik i Ugeskrift for Læger beklikker hæderligheden hos navngivne personer i Lægemiddelstyrelsen alene på grund af deres tidligere arbejde i lægemiddelindustrien, går de langt over stregen.
Konkret er det Lægemiddelstyrelsens reaktion på et studie i BMJ om godkendelsesprocedurer for nye kræftlægemidler, som har bragt de ledende personer i harnisk. De mener, at styrelsen fungerer som industriens forlængede arm og medvirker til at få godkendt kostbar kræftmedicin, der har tvivlsom eller ingen virkning. Det har de naturligvis ret til at mene, så længe vi har ytringsfrihed her i landet. Kræftlægerne i DSKO fortæller os så, at en række af de nævnte midler af samme grund er afvist af KRIS, der nu er blevet til Medicinrådet, så systemet fungerer.
Men det alvorlige ligger i, at der bliver sat navn på påstandene om, at Lægemiddelstyrelsen er industriens skødehund. Flere personer bliver skudt i skoene, at de bliver styret af holdninger, der skyldes tidligere ansættelsesforhold i lægemiddelindustrien, og de bliver direkte beskyldt for at have interessekonflikter. Det er i forhold til beskyldningerne dårligt underbygget, og helt urimeligt bliver det, når Lægemiddelstyrelsens direktør, Thomas Senderovitz, beskyldes for uhæderlighed i en helt anden sammenhæng, nemlig sagen om Tramadol fra firmaet Grünenthal, hvor Senderovitz engang har været ansat. Styrelsen beskyldes uden dokumentation for ”en pinlig praksis”.
Lægemiddelstyrelsen har selv været ude med en grundig kommentering og tilbagevisning af bygen af beskyldninger. Men tilbage står, at betroede folk i det offentlige er blevet beskyldt for noget, der grænser til korruption, alene fordi de tidligere har arbejdet i industrien. LVS mener for det første, at det ikke er diskvalificerende at have arbejdet i industrien, når man skal have med lægemidler at gøre. Det bør aldrig være et problem at være belastet af viden. For det andet kræver det til gengæld fuldstændig åbenhed fra de involverede, og det har der været tale om her, hvor Lægemiddelstyrelsens habilitetsregler så vidt, vi kan se, er blevet fulgt.
For det tredje, så bliver læger af det omgivende samfund direkte opfordret til at samarbejde med industrien for at lave offentlig privat innovation. Det bør ikke betyde, at man skal føle sig købt af industrien resten af livet, og det er der heller ikke noget, der tyder på her. Hvad der derimod er noget, der tyder på, så ligger der andre og mere ideologiske årsager bag det urimelige angreb på Lægemiddelstyrelsen. Det kan ikke være helt ukendt, at Cochranes direktør har udgivet en bog, der beskylder Lægemiddelindustrien for at være klodens værste forbryderliga på niveau med mafiaen. Hvis det bruges til at beklikke hæderligheden i Lægemiddelstyrelsen truer det med at undergrave respekten for Det Nordiske Cochrane Center.
Henrik Ullum, formand LVS