I FELTEN FOR LVS: »Jeg vil gerne byde ind med at tænke anderledes«

Opgave for LVS: Repræsentant i Det Rådgivende Udvalg for Specialeplanlægning og i Nationalt råd for psykisk sygdom og mental sundhed.

Baggrund: Forskningsansvarlig overlæge, Aalborg Universitetshospital. Lungemediciner med subspeciale i KOL og kompliceret lungeinfektion, professor, klinisk institut, Aalborg Universitet.

Hvad kommer du med af viden?

»Min viden er klinisk og så har jeg et overordnet perspektiv i kraft af mit formandsskab i Dansk Lungemedicinsk Selskab. Jeg ser især på, om specialeplanen er tidssvarende og på alle de ting, som ikke er nævnt i den nuværende udgave. Jeg vil gerne byde ind med at tænke anderledes. Det har vi brug for i en tid, hvor sundhedsvæsenet snart udbyder mere, end der er råd til. Og hvor der er brug for at arbejde mere på tværs, fordi patienterne bliver mere komplekse. Vi skal simpelthen prioritere skarpere, så vi ikke gentager os selv.«

Hvad vil du gerne opnå?

»Når det gælder specialeplanen, så vil jeg gerne have den nytænkt – får vi lavet de ting, vi skal? Giver de klinisk mening?

Ved seneste møde i udvalget blev der eksempelvis talt om overvægtige og wegovy, og her må jeg sige: Vi skal passe på med ikke at få et a- og et b-hold. Vi må se på mulighederne for at håndtere de overvægtige i et langt bredere perspektiv end medicin.

Og i min anden boldgade – psykiatrirådet – vil jeg gerne, at det somatiske sundhedsvæsen bliver langt bedre til at håndtere psykiatriske patienter. Vi ved jo godt, at mange af disse patienter fungerer dårligt hos os i somatikken – prøv f.eks. at få en svært psykisk syg person igennem en kræftpakke, hvor de skal igennem seks forskellige undersøgelser på en uge, som de skal åbne deres E-boks for at vide hvornår de skal komme og forholde sig til prøvesvar og nye mennesker.

Det går ofte galt. Vi taber dem simpelthen, hvis de ikke har en ressourcestærk person i deres familie eller vennekreds.

Jeg kunne godt tænke mig, at disse patienter får en udredningsmentor, som sørger for, at de dukker op, og forklarer dem, hvad de skal igennem:  Du skal stikkes med en nål, bedøves etc. Det kan være svært at overskue selv for ikke-psykisk syge.«

Hvordan har du det med ulønnet tillidshverv?

»Det er et vigtigt arbejde, som skal gøres. Jeg tænker på det som et borgerligt ombud, og hvis nogen tænker, at jeg har kapacitet og viden, så betragter jeg det som en borgerpligt.

Personligt får jeg stor læring af at træde ind i de rum og få indblik i, hvordan processerne er administrativt. Sundhedsvæsenet er i en stor omstilling – det kan man da kun synes er spændende at være tæt på og bidrage til.«

Hvordan finder du tid til det?

»Mine kolleger siger, at jeg er god til at organisere min tid. Jeg har mange kasketter på og synes det er sjovt. Jeg går ikke så meget op i en 37 timers arbejdsuge, og min arbejdsplads synes også at det er vigtigt, at vi er repræsenteret i forskellige sammenhænge. Vi er lidt langt fra København herover i ‘Aallern’ og har nogle andre udfordringer. Men vi er et nyt universitetshospital og vil gerne vise, at vi kan.«

Hvad ser du som den største udfordring på dit kliniske område?

»Da jeg begyndte, var lungemedicin et lille speciale, men det er gået fra at være lindrende til at være udredende og behandlende – og er i rivende udvikling. Også hvad angår forskning og søgning til specialet

Vi mangler dog både hænder og økonomi til bl.a. kæmpesygdomme som KOL og astma. Og til at håndtere den tunge, tunge repræsentation af multisyge. Skal vi have mere generalisme? Nej, faktisk skal vi have en meget større, dybere viden.

Vi har fået biologiske præparater og det tynger økonomien, så vi er nødt til at prioritere. Vi mangler også bevågenhed omkring KOL, som på europæisk plan tager en sjettedel af budgetterne.«

Hvordan har du det med prioritering?

»Det kan jeg godt have ondt i maven over, men det er nødvendigt at tale om. Det er svært at vægte nogle op og andre ned i et samfund, hvor vi alle er lige. Vi bør i hvert fald diskutere det nøje og inddrage mange fagligheder. Der er også brug for politisk vilje til at tage de svære emner op, selvom det kan koste stemmer. Det gjorde det jo ikke ligefrem nemmere, da statsminister Mette Frederiksen under corona sagde, at ethvert dødsfald er uacceptabelt.

Vi er også nødt til at snakke livsstil og sætte alle sejl til for at hjælpe med livsstilsændringer tidligst muligt. Der er faktisk allermest brug for specialister før man sidder med en hastigt udviklende KOL.

Vi har fundet gode opskrifter for behandlingen af hjerte-kar- og cancer-sygdomme, men hvad med de andre, store sygdomsområder?«

Susanne Axelsen: Uden jeres rådgivning ville sundhedsvæsenet være ilde stedt«
Sam Riahi: »Når du gør det, så svarer det til at smide en ny MacBook Pro ud ad vinduet«