I FELTEN FOR LVS: »Når du gør det, så svarer det til at smide en ny MacBook Pro ud ad vinduet«

Opgave for LVS: Medlem af Det Rådgivende Udvalg for Specialeplanlægning.

Baggrund: Speciallæge i intern medicin og kardiologi. Ledende overlæge, Aalborg Universitetshospital. Klinisk professor, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Aalborg Universitet.

Hvad kommer du med af viden?

»Jeg har en meget bred baggrund og kan derfor sætte mig ind i, hvordan læger på både store og små hospitaler tænker, og jeg kan se fordele og ulemper ved begge dele. Jeg er uddannet både intern mediciner og kardiolog, og har arbejdet på mindre sygehuse i Sønderborg og Randers, på universitetshospitaler, og så har jeg været 18 måneder i det tyske sundhedsvæsen.

Samlet set er det et godt udgangspunkt for at rådgive.«

Hvad vil du gerne opnå?

»Jeg vil meget gerne have, at beslutninger om sundhedsvæsenet bliver truffet på et fagligt og ikke på et politisk grundlag. Vi siger det måske ikke højt, men der bliver truffet for mange politiske valg for sundhedssektoren.

Tag f.eks. kræftsagen i Aarhus. Her havde man af faglige grunde valgt at centralisere behandlingen af en lille patientgruppe på én afdeling, men efter stort fokus i pressen sidder der politikere og forlanger handling. Nu skal behandlingen så fordeles på to afdelinger. 

Jeg vil gerne sikre, at alle får en ens behandling uanset om de bor i Thisted, Nykøbing, i hovedstaden, Aalborg eller Aarhus. Alle har ret til samme gode behandling, så vi ikke skaber A- og B-hold. Det kan vi kun sikre ved at træffe beslutninger på faglige grundlag.«

Hvordan har du det med ulønnet tillidshverv?

»Jeg har udført frivilligt arbejde i mange år, for jeg vil så gerne, at alle får en ens behandling.

Jeg har rejst meget og det gør mig altid ondt at se, at mennesker ikke har råd til lægehjælp. Derfor etablerede jeg en hjerteafdeling i Armenien og skaffede penge og udstyr. Jeg har hjulpet med oplæring i Ulan Bator i Mongoliet. Jeg har også bistået Bhutan, som kun har én kardiolog til en befolkning på 800.000 mennesker, som derfor ikke får behandling af iskæmiske hjertesygdomme og slet ikke pacemakere. Nu har vi fået uddannet læger i Tyskland og Bangkok, og for nylig var jeg inviteret med til åbning af afdelingen. Da stod jeg med gåsehud. Det er et kæmpe skridt for sådan et land.

Jeg siger tit til mine kolleger, at det er sundt at komme ud i verden. Når man kommer hjem, må man bare sige, at hold op, hvor er vores problemer små. Engang imellem skal vi blive bedre til at trække på skuldrene og sige pyt.

Men vi kan stadig gøre tingene bedre i Danmark, for vi har i den grad ulighed i sundheden.«

Hvordan finder du tid til det?

»Jeg har i hver eneste ansøgning i mit liv skrevet, at mit arbejde er min hobby og min livsstil. Jeg har det godt med det, det er sjovt, og så er det ligegyldigt om man bruger tre-fire timer hver aften. Heldigvis får jeg stor opbakning fra min ægtefælle og mine tre børn.

Jeg har haft mange bolde i luften siden jeg som 19-årig kom til Danmark som politisk flygtning fra Iran sammen med min bror på 16 år. Jeg var flittig. Først tog jeg HF på et år og kom derefter ind på medicin i Aarhus. Jeg har fået alle mulighederne her i landet, og så er det op til en selv at bruge dem.«

Hvad ser du som den største udfordring på dit kliniske område?

»Her hos mig i Aalborg handler det om at oplære og fastholde yngre læger. Det er enormt svært, men jeg satser bl.a. på at tilbyde et godt arbejdsmiljø. På min afdeling kan vi diskutere alt, men jeg finder mig ikke i, at nogen skændes. Og vi har et perfekt team og det tiltrækker flere. Vi kan også nu mærke effekten af lægeuddannelsen på Aalborg Universitet. Der er begyndt at være rift om bl.a. HU-stillingerne, og det er tydeligt, at der er flere som bliver boende i Nordjylland frem for at søge til Aarhus eller København.

Måske er jeg ved at blive en sur, gammel læge (Sam er 58 år, red.), men jeg ser altså en generel udfordring i, at yngre læger ikke bruger tid nok på at dygtiggøre sig. Selvfølgelig skal vi kunne tilpasse os familielivet, men jeg er bekymret for, om de bliver dygtige nok – om de ser nok komplekse patienter – inden for en almindelig arbejdsuge eller måske endda på nedsat tid.

Den samme bekymring var der selvfølgelig også i generationen før mig, og jeg håber da, at den teknologiske udvikling eller andre forhold kan kompensere.«

Hvordan har du det med prioritering?

»Det har jeg det okay med. Det er ganske vist en kæmpe udfordring, for vi har ikke uanede ressourcer. Og hvem skal så prioritere? Lægen? Det politiske system?

I praksis kan vi ikke vente, til der kommer en retningslinje, og derfor tager jeg ofte snakken med mine patienter. – Du er 90 år, du har en ICD som er ved at løbe tør for batteri. Hvad vil du? Der kan komme komplikationer, hvis vi skifter batteriet. Hvis vi ikke skifter det, risikerer du pludselig at dø. Det er en dog dejlig måde at dø på…

Langt de fleste patienter har et helt fint forhold til den slags snakke og er utroligt fornuftige.

Prioritering handler i hverdagen også om at bruge ressourcerne ordentligt. Om at undgå at bestille undersøgelser per rutine og i stedet bruge sit kliniske blik frem for en guideline udtænkt af et europæisk selskab uden afsæt i evidens.

Det gælder også brugen af udstyr. Hvis en læge vælger et dyrt kateter, fordi det ligger godt i hans hånd, har det lige kostet os 22.000 kr. ekstra. Så plejer jeg at sige til vedkommende: – Når du gør det, så svarer det til at smide en ny MacBook Pro ud ad vinduet. Og så mangler pengene til at behandle de næste.«

Susanne Axelsen: »Uden jeres indsats ville sundhedsvæsenet være ilde stedt«
Ulla Møller Weinreich: »Jeg vil gerne byde ind med at tænke anderledes«