»Nogle gange kan jeg godt få ondt i maven over at skulle prioritere«

Opgave for LVS: Medlem af Medicinrådet siden rådets etablering i 2017. 

Baggrund: Speciallæge i onkologi. Professor, Institut for Klinisk Medicin, KU, overlæge, Afdeling for Kræftbehandling, Herlev og Gentofte Hospital.

Hvad er du kommet med af viden?

»Jeg kommer med en bred faglig viden, herunder også viden om eksperimentel behandling af alle typer cancer. I Medicinrådet har jeg vurderet ansøgninger på lige fod med de andre i rådet, og især set på hæmatologi og onkologi. 

Medicinrådet får megen opmærksomhed, fordi vi også skal se på pris, ikke bare effekt, og det har vi skullet finde vores ben i.

Mange – ikke mindst onkologer – har været uenige i beslutningerne i Medicinrådet; men vi vil jo gerne det bedste for hver enkelt patient og tilbyde så mange behandlinger som muligt. Sådan har jeg det også med mine brystkræftpatienter, men når man skal prioritere, må man se på helheden. Hvis man bruger mange penge på en gruppe, bliver der færre til andre. Så vi skal forholde os til, hvor man får mest for pengene i forhold til dokumenteret effekt.«

Hvad ville du gerne opnå?

»Jeg vil gerne, at man vurderer sagerne på et fagligt grundlag og opnår retfærdighed, så medicinen når ud over hele landet. Vi skal sikre så lidt ulighed som muligt uden a- og b-hold.

Jeg er ikke enig i alle Medicinrådets beslutninger, men i de fleste, og selvom vi kun når at beskæftige os med toppen af isbjerget, så forventer jeg at der vil komme prioriteringer i hele sundhedsvæsenet. Vi bør derfor bruge mange flere ressourcer på at vurdere, om det vi gør, nu også giver mening, og der skal være langt mere opfølgning og monitorering.

Det er også vigtigt at få og bruge data i real life og gøre det til et krav, at der følges op på data. Der er lidt for megen frivillighed og dermed tilfældigheder. Sæt ressourcer af og stil krav.«

Hvordan har du det med frivilligt, ulønnet tillidshverv?

»Godt. Men hvis man vil have de bedste læger i de yngre generationer til at deltage i tillidshverv, skal man overveje at betale for deres indsats, både i direkte honorering og ved at give dem fri.

Den kliniske hverdag bliver mere og mere presset og tiden til at varetage tillidshverv mere og mere knap.

Det haster måske ikke, men ‘systemet’ bør se på, om man fortsat kan bygge denne type arbejde på frivillig arbejdskraft. Man sparer ganske vist penge på at folk deltager i råd, skriver guidelines og dermed sørger for en ordentlig behandling i sundhedsvæsenet, men man skal skabe forståelse hos de næste læger for at sidde i et råd.

Jeg skal ikke give nogle anbefalinger til de næste læger, men håber at de kan se, at det er et fint mål at gøre det godt for den enkelte patient, men at man ved at sidde i råd og udvalg kan gøre det godt for de mange patienter.«

Hvordan har du fundet tid til det?

»Det har aldrig været et problem. Jeg har altid arbejdet meget og er gift med en læge, så det er en slags hobby, og nu har vi heller ikke længere hjemmeboende børn. Vi er læger af den gamle skole – det er vores identitet, men min mand kan godt blive irriteret, når jeg skal bruge en weekend på Medicinrådet.«

Hvad ser du som den største udfordring på dit kliniske område?

»Vi mangler hænder og er derfor nødt til at prioritere og se på, om vores arbejde giver mening. Vi har f.eks. haft rigtig mange kontrolpatienter – kan det gøres anderledes? Ved vi om vores behandlinger virker? Hvordan med medicinen i den sidste del af patienternes liv? Vi bør også arbejde meget mere tværfagligt palliativt.

Der er heldigvis rigtig god søgning til hoveduddannelsesstillingerne; der er meget forskning, og rigtig mange måder at være læge på indenfor det onkologiske område. 

Så vi er i rivende udvikling og er på den ene side ret privilegerede. På den anden side har vi nogle meget syge patienter, hvor vi ikke kan gøre så meget, så vi føler os knap så privilegerede i hverdagen.«

Hvordan har du det med prioritering?

»Nogle gange kan jeg godt få ondt i maven over det, men vi kommer ikke udenom, og det er vigtigt, at vi læger er med, når der skal prioriteres. Ikke når man sidder med den enkelte patient – her skal man gøre det bedst muligt og bruge de muligheder, der er. Det er rigtig vigtigt for at bevare tilliden mellem patient og læge.

Beslutninger om prioriteringer, der kan være økonomisk bestemt, skal træffes overordnet. Så er det vigtigt, at der findes et rådgivende panel og muligheden for second opinion.

Det kan være svært at arbejde med QALY (kvalitetsjusterede leveår, red.) og sige nej til en medicin, der virker rigtig godt, men måske er prissat urimeligt højt. Industrien vil altid tage den pris, den kan få, og så kan man prøve at forhandle. En mulighed er at gøre det på skandinavisk eller europæisk basis, som man forsøger nu.

Prioritering er en nødvendighed og vi må huske at se på hele samfundet. Hvis vi prioriterer sundhedsvæsenet, rammer det måske de gamle og børnene negativt.«

HER er LVS repræsenteret
LVS-formand Susanne Axelsen: »Uden jeres rådgivning ville sundhedsvæsenet være ilde stedt«

Lungemediciner Ulla Møller Weinreich: »Jeg vil gerne byde ind med at tænke anderledes«
Radiolog Dorte Stærk: »Det er en egentlig en meget diplomatisk rolle«
Kardiolog Sam Riahi: »Når du gør det, svarer det til at smide en ny MacBook Pro ud ad vinduet«