Sophie Løhde, vi har brug for din hjælp

Vi har set store fremskridt i kræftbehandlingen i Danmark som et resultat af både kræftplaner, flere ressourcer og en definition af kræft som en akut sygdom. En god og nødvendig udvikling, som blev muliggjort af politisk opmærksomhed og vilje. Men nu er de politiske rammer omkring kræftbehandlingen ca. 15 år gamle og trænger til et møde med virkeligheden af i dag.

Virkeligheden på hospitalsgangene er, at vi får flere og flere patienter med kræft i takt med en mere finmasket udredning og ikke mindst befolkningens aldring – alene fra 2020 til 2021 steg antallet af patienter med kræft med fire pct.

Virkeligheden er også, at de meget håndfaste politiske krav om højt tempo skærer alle kræftpatienter over en kam uden hensyn til, at det for en række patienter ikke giver mening, f.eks. ikke for dem, hvor kræft er en kronisk sygdom, eller dem der har fået en kræfttype, der ikke kræver meget hurtig behandling.

Virkeligheden er også, at vi udreder for mange patienter, at det sker gennem unødigt store og omkostningstunge undersøgelsesforløb, og at der bruges omfattende ressourcer på dokumentation af patienternes forløb og afvigelser, som ikke bidrager til at forbedre behandlingen af kræftpatienter.

Det er på tide at behandle efter behov, ikke efter diagnose

Det er afgørende, at patienter med kræft fortsat har rettigheder. Standardforløbstiderne er således en vigtig faglig rettesnor.

Men det er på tide at behandle efter behov, ikke efter diagnose.

Det er vigtigt at se patienter som mennesker med individuelle behov. Det er nødvendigt for at få ressourcerne til at strække på kræftområdet, ikke mindst på de mest ressourceudfordrede hospitaler. Det er nødvendigt for at frigøre kapacitet til også at behandle patienter med belastende lidelser, som ikke er kræft, uden for lange ventetider eller hyppige udskydelser af behandlingen. Det er vigtigt at understrege, at får man en kræfttype, hvor tid er en meget væsentlig faktor, så skal der fortsat handles hurtigt. Det gør vi i dag – og sådan skal det også være fremover.

Der arbejdes på en Kræftplan 5, og vi tror på, at den vil adressere fremtidens udfordringer. Men et år eller mere er lang tid at vente på en ny plan i et stærkt presset sundhedsvæsen. Vi skal gøre noget nu, og her er nogle steder at gå i gang:

Giv patienterne mulighed for en time out

De meget tidsintensive udrednings- og undersøgelsesforløb gør, at vi risikerer at miste patientens perspektiv. Der er ikke tid nok til de vigtige samtaler mellem patienten, de pårørende og lægen om patientens præferencer og samlede helbredsmæssige situation. Det kan i sig selv være svært at få pårørende til stede med meget kort varsel.

Denne samtale er særlig vigtig, idet befolkningen bliver ældre og ældre, og mange patienter lider ud over kræft også af andre sygdomme og generel svækkelse. Det er også et problem for ressourcesvage borgere, som har brug for mere tid med sundhedsprofessionelle for at kunne overskue situationen.

En løsning er at give patienten ret til en time out i sit forløb

I dag findes muligheden for at afvige fra tidsfristerne ved behov, men virkeligheden viser, at det ikke har været tilstrækkeligt. Og det er sundhedsvæsenet, der har ansvaret for at foretage vurderingen rutinemæssigt. Det kan ikke forventes at patienten i en belastet situation skal kunne tænke tanken om alternativer til den slagne vej.

En løsning er at give patienten ret til en time out i sit forløb. En ret baseret på en aftale mellem patient og læge ud fra en faglig vurdering. En ret, der hverken forsinker eller forpasser en helbredende operation.

Vi skal begrænse de unødige udrednings- og behandlingsforløb

Sundhedsvæsenet ser for mange patienter, som ikke skulle have været udredt for deres kræftsygdom. Udredningsforløb kan være meget mentalt belastende for patienten (og de pårørende) og være fysisk ubehageligt eller smertefuldt.

En nylig undersøgelse foretaget i Region Sjælland viste eksempelvis, at 20 pct. af nydiagnosticerede patienter med uhelbredelig ikke-småcellet lungekræft ikke var egnede til kræftbehandling. Disse patienter har gennemført et udredningsforløb med scanninger og vævsprøvetagning, som måske kunne være undgået.

Vi ser også patienter, der ikke burde have gennemgået omfattende behandling for deres kræftsygdom, fordi man har undladt at tage patientens høje alder og ønsker til livet i de sidste år eller måneder i betragtning. Det er kommet til at dreje sig om behandling for enhver pris i stedet for kvalitet for et menneske i den sidste del af livet.

Det er kommet til at dreje sig om behandling for enhver pris

Problemet findes, fordi systemet ikke understøtter en grundig vurdering af patienternes comorbiditet og samlede livssituation på rette specialistniveau, og derfor ikke systematisk undersøger, om patienten overhovedet kan tåle og dermed have gavn af den intensive behandling.

Et tredje eksempel er det gynækologiske felt, hvor kvinder højt op i alderen opereres for kræft i området omkring blære og skedeindgang, æggestokke eller livmoder med ekstensive operationer og deraf følgende risiko for alvorlige komplikationer i form af hul på blære, tarm eller urinledere.

Følgerne af avancerede operationer påvirker kvindernes livskvalitet i negativ retning, kræver nye operationer og kan i værste fald medføre, at de dør af komplikationer til behandling. Alt sammen for at overholde ventetidsgarantier og fordi man ikke i skyndingen når at afstemme forventninger med patient og pårørende.

Et fjerde eksempel er et studie fra VIVE, hvor man fandt, at op mod 33 pct. af patienterne med lungekræft modtog kræftbehandling indenfor de sidste 30 dage, før de døde.

Samlet set er der behov for at give tid til at klæde den behandlende læge på til at tage den afgørende samtale med patienten tidligt i forløbet, så forventninger til behandling, livskvalitet og for nogle patienter den sidste tid afstemmes.

Differentierede svartider på prøvetagning

Den medicinske og teknologiske udvikling har gjort, at der i dag er langt flere prøver, der skal og kan tages i et udrednings- og behandlingsforløb. Det kan f.eks. være genetiske prøver, der ikke fandtes for 15 år siden. Det har markant øget antallet af prøver, der skal behandles i laboratorierne.

Ressourcerne er dog ikke fulgt med, og det betyder, at ventetider på prøvesvar er steget. Det gør det svært at leve op til tidskravene og kan give anledning til en belastning både for patienterne i den svære ventetid og hos personalet, som er magtesløse.

Samtidig ved vi, at kort ventetid på prøvesvar er vigtigt for nogle cancertyper – men ikke for andre. Det er derfor ikke meningsfuldt at have samme tidskrav for alle forløb.

Lad derfor de lægefaglige miljøer give et bud på en midlertidig meningsfuld differentiering i tidskravene – mens vi venter på Kræftplan 5.

Lad os lempe tidskravene med det samme

Operationskapaciteten på hospitalerne er under stort pres for alle typer patienter. Dette medfører urimeligt lange ventetider for benigne lidelser (som ikke kan opereres andre steder – heller ikke privat), da patienter med kræft skal opereres inden for ventetidsgarantien. Og som det er nu, gælder det alle typer kræft.

Vores forslag er, at vi allerede nu lemper tidskravene og lader de lægefaglige miljøer give et bud på en midlertidig, meningsfuld differentiering – mens vi venter på kræftplan 5. Det vil give bedre resultater for de kræftpatienter, hvis kræftsygdom er tidskritisk, og det vil aflaste sundhedsvæsnet.

Vi har brug for at gøre planlægningen på operationsgangene mere fleksibel

Vi kommer ikke til at slække på kravene til operation for kræft i tide.

Men vi har brug for at gøre planlægningen på operationsgangene mere fleksibel, så der også er kapacitet til at operere patienter, som ikke har kræft, i dagsprogrammerne. Som det fungerer nu, bliver ikke-kræftpatienter ofte aflyst på dagen for at skabe plads til patienter, der er på vej til at overskride de maksimale ventetider.

Vi har brug for politisk opbakning

Sophie Løhde, hermed et ønske fra landets onkologer, patologer, kirurger, radiologer, urologer, hæmatologer, gynækologer og obstetrikere:

Vis tillid til sundhedsvæsenet og lad os tilpasse og tilrettelægge sammen med patienterne. Vi ønsker ikke at fjerne rettigheder. Tværtimod, vi ønsker at skabe bedre plads til at tage individuelle hensyn og træffe kloge valg for patienten og for sundhedsvæsenets ressourcer. I den rækkefølge.

Sundhedsvæsenet har brug for mere fleksibilitet

Sundhedsvæsenet har brug for mere fleksibilitet. Og vi har brug for en afstemning af forventninger med patienterne, som i stigende grad møder frem med et ønske om behandling, også der, hvor det ikke nødvendigvis er den bedste løsning. Den situation har vi som læger selv været med til at skabe. Nu tager vi også vores del af ansvaret for at tage hånd om den.

Den samtale bør begynde udenfor hospitalet – i den politiske diskussion om, hvad vi kan forvente og kræve af sundhedsvæsenet og hvad, der tjener den enkelte patient bedst. Hjælp os med at tage den samtale med befolkningen.

Susanne Axelsen
Lægevidenskabelige Selskaber, LVS

Malene Støchkel Frank
Dansk Selskab for Klinisk Onkologi

Martin Lundsgaard Hansen
Dansk Radiologisk Selskab

Per Vadgaard Andersen
Dansk Kirurgisk Selskab

Lene Buhl Riis
Dansk Patologiselskab

Michael Borre
Dansk Urologisk Selskab

Jakob Madsen
Dansk Hæmatologisk Selskab

Lise Lotte Torvin Andersen
Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi