Nyhed

Gunhild Waldemar modtager Marie og August Krogh prisen 2019

Leder af Nationalt Videnscenter for Demens, klinisk professor Gunhild Waldemar, modtog årets Marie og August Krogh pris på LVS' årsmøde den 25. januar 2019. Prisen, der er på 1,5 mio. kroner, uddeles af Novo Nordisk Fonden efter indstilling fra LVS' bestyrelse. En kvart million er personlig, mens resten er til prismodtagerens forskning

Marie og August Krogh prisen 2019

Jannik Hilsted, Novo Nordisk Fonden, prismodtageren Gunhild Waldemar og Henrik Ullum, formand for LVS

Prisen gives til Gunhild Waldemar for hendes mangeårige og utrættelige arbejde med at bekæmpe folkesygdommen demens, hvor hun i de senere år også har haft fokus på de pårørende, som i høj grad også påvirkes af sygdommen. Hun var i 1991 medstifter af Alzheimerforeningen, og hun etablerede i 1995 den første tværfaglige hukommelsesklinik. I 2007 etablerede hun Nationalt Videnscenter for Demens, som hun siden har været leder af . Hun spillede en stor faglig rolle i udviklingen af regeringens nationale demenshandlingsplan frem mod 2025, som blev lanceret i 2017.