LVS holdt i de første måneder af det nye år to velbesøgte medlemsmøder i samarbejde med Lægeforeningen og Sundhedsvæsnets Kvalitetsinstitut (SundK); et i København den 15. januar og et i Århus den 27. februar.
Emnet var et af hjertebørnene for LVS og LVS’ medlemmer: Kliniske retningslinjer.
Da SundK så dagens lys i 2025 betød det også begyndelsen på en ny tid for de specialebærende selskaber og deres kliniske retningslinjer.
SundK har nemlig etableret et retningslinjesekretariat, som skal hjælpe selskaberne med at lave de retningslinjer, som har så stor betydning for kvaliteten af den behandling, sundhedsvæsnet tilbyder patienterne.
Retningslinjesekretariatet inviterer selskaberne ind i samarbejdet i mindre grupper, sådan at alle får muligheden for at finde deres ben, uanset om man er et erfarent selskab, eller om man blot har nogle få, men er sulten efter at komme videre.
Retningslinjesekretariatet er resultatet af et tæt samarbejde mellem LVS, Lægeforeningen og Danske Regioner, som indgik en aftale i maj 2024 med titlen ‘Styrket arbejde med kliniske retningslinjer’.
Aftalen slår bl.a. fast, at formålet er:
- Større værdi og øget sikkerhed for patienten ved at sikre et solidt evidensgrundlag for beslutninger i patientforløbet i form af kliniske retningslinjer af høj og ensartet kvalitet inden for og på tværs af sygdomsområder.
- At bidrage til en bedre sammenhæng mellem kvalitet og ressourcer inden for og på tværs af sygdomsområder.
LVS’ formand Susanne Axelsen fortæller:
»Det har været centralt for LVS hele vejen igennem, at retningslinjerne fortsat hører til i selskaberne. At de udspringer fra medlemmernes faglighed, og at medlemmerne oplever, at de får hjælp til det, der tager tid, bl.a. litteratursøgning og skrivearbejde. Det har været et ønske meget længe, og nu er vi der. Vi forventer os meget af det. Retningslinjerne er og bliver hjerteblod og et omdrejningspunkt for vores faglighed«.
SundK’s vicedirektør Henriette Lipczak forklarede på medlemsmøderne, at retningslinjesekretariatet er klar til at møde selskaberne der, hvor de er, uanset om man ønsker hjælp til at begynde mere eller mindre fra bunden, eller om man har mange års erfaring med kliniske retningslinjer.
Arbejdet i SundK’s retningslinjesekretariat hviler på erfaringerne fra DMCG’s retningslinjesekretariat, som nu er blevet integreret i SundK-modellen. DMCG-sekretariatet begyndte i 2017 og betjente igennem årene 25 forskellige multidisciplinære cancergrupper. Camilla Qvortrup, som er formand for DMCG og onkolog på Rigshospitalet, deltog på medlemsmøderne med et oplæg og fortalte bl.a., at en af de store fordele ved DMCG-retningslinjearbejdet har været mulighederne for at organisere det tværfaglige og tværregionale samarbejde.

















Henriette Lipczak fortalte også om en nyskabelse i retningslinjearbejdet, som handler om at forholde sig til ressourcetrækket, både tid og penge, når man laver en ny retningslinje eller reviderer en eksisterende. Det bliver en integreret del af processen, at selskabernes repræsentanter får mulighed for at ‘flagge’ et eller flere elementer i en retningslinje, hvis man vurderer, at de kan øge eller ændre på de ressourcer, der skal bruges i sundhedsvæsnet. Og når det sker, vil retningslinjen gennemgå en sundhedsøkonomisk kvalificering for at vurdere, om der skal laves en egentlig sundhedsøkonomisk analyse.
Susanne Axelsen hilser denne mulighed velkommen: »Det er en af de ting, vi skal bruge retningslinjesekretariatet til. Det er ikke noget, vi hverken kan eller skal gøre selv i selskaberne. Derfor er vi glade for, at vi får den facet på retningslinjearbejdet nu – en mere helhedsorienteret tilgang, som vi som læger i stigende grad efterspørger både i egne rækker og i sundhedsvæsnet generelt: Hvordan bruger vi de ressourcer, vi har, bedst muligt?«
»Græsrodsprincippet kan ikke rigtig bære længere«
Repræsentanter for Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi, Dansk Selskab for Geriatri og for Dansk Urologisk Selskab var inviteret til at holde oplæg for deres kolleger om deres erfaringer og forventninger til det nye retningslinjearbejde.
Deres oplæg illustrerede flere af de universelle udfordringer for LVS’ medlemmer.
»Det startede i et tog på vej hjem fra en konference. Vi diskuterede, hvor vildt det var, at der var så stor forskel på behandlingen,« fortæller Maria Cathrine Schmidt, næstformand i Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi.
Året var 1998 og de togrejsende var medlemmer af DSOG. Deres undren blev begyndelsen til en hæderkronet tradition med at mødes og lave kliniske retningslinjer – ulønnet og i fritiden. Møderne blev så fasttømret en institution, at de fik navn efter kursusstedet, Sandbjergmøderne. Og selv om lokationen er blevet en anden, fortsætter arbejdet. Stadigvæk ulønnet og uden for almindelig arbejdstid.
Det bliver dog sværere og sværere at holde traditionen i hævd. Sundhedsvæsnet er presset, og det er tiden til den slags aktiviteter derfor også blevet. De yngre kolleger ønsker en lidt anden work life-balance end læger hidtil har været vant til. Og derfor måtte Maria Cathrine Schmidt også konstatere, at græsrodsmentaliteten ikke længere kan bære retningslinjearbejdet.
Hun fortalte, at DSOG har oplevet retningslinjesekretariatet som imødekommende, og hun pegede på, at der er behov for tålmodighed, tydelighed og erfaringsafstemning fra retningslinjesekretariatet, når et selskab med stolte traditioner skal ind i en ny form:
»Vi ejer guidelines, men må tilpasse os den tilpasning, der kommer til at finde sted.«
Bettina Nørby fra Dansk Urologisk Selskab fortalte om en anden vigtig problemstilling: At der er en bred repræsentation i retningslinjearbejdet. At både yngre læger, forskningsaktive læger og cheflæger er involveret. Der skal være fælles fodslag om processen. Derfor har man fra DUS’ side da også taget cheflægerne i ed, sådan at dem, der skal deltage i arbejdet i SundK, kan få fri til det. Hun beskrev processen i den nye organisering som »lidt famlende« endnu, og nogle ting skal evalueres, f.eks. høringsprocesser og koordineringen mellem tovholderne fra selskabet og SundK, »men vi er kommet godt i gang,« konstaterede hun.
Dansk Selskab for Geriatri var repræsenteret af Victoria Gunmalm fra København og ved Lone Winther Lietzen fra Århus. Selskabet er det mindst erfarne af de tre med hensyn til kliniske retningslinjer, men går til opgaven med stor ildhu, og Lone Winther Lietzen fortalte, at man har fået rigtig god støtte fra SundK til at komme i gang.
Der mangler i høj grad retningslinjer i geriatrien, og en særlig udfordring er, at man ikke lige kan tage retningslinjer fra andre specialer og bruge dem på gamle mennesker, da deres sygdomspræsentation er en anden end hos yngre patienter.
»Vi har tre retningslinjer – lavet med Lego-klodser – det er der, vi er lige nu,« fortalte hun. Udgangspunktet er tyske retningslinjer, som selskabet får hjælp til at oversætte og tilpasse til det danske sundhedsvæsen. Og så pointerede hun, at man har inviteret sygeplejerskerne med ind i retningslinjearbejdet.
Spørgsmålene og kommentarerne fra kollegerne i salene afspejlede i høj grad, at der er stor interesse for at følge med i de kommende års processer i SundK’s retningslinjesekretariat og selskabernes erfaringer.
Susanne Axelsen konstaterer derfor: »Vi er kun lige begyndt, og der bliver med garanti mange ting, der skal tilpasses undervejs, men en ting er sikkert. LVS er dybt investeret i at bidrage til, at retningslinjearbejdet kommer på skinner, og det bliver ikke sidste gang, at vi inviterer til medlemsarrangementer om retningslinjearbejdet.«
Hvad siger deltagerne?

»Det er enormt interessant med fokus på kliniske retningslinjer«
Tone Rubak, Afdeling for Ældresygdomme, Aarhus Universitetshospital, i hoveduddannelse i geriatri.
Hvorfor deltager du i dette møde?
»Det gør jeg, fordi jeg er kommet med i en gruppe, der skal lave retningslinjer for akut geriatri. Vi skal definere comprehensive geriatric assessment som en del af vores speciale, og jeg er blevet tovholder for arbejdsgruppen.«
Hvorfor har I sat det projekt i gang?
»Det er fordi, vi er et af de specialer, der mangler kliniske retningslinjer. Og som min kollega [Marie Sahlberg, Dansk Selskab for Geriatri, oplægsholder] lige har fortalt, så handler det også om, hvordan vi skaffer evidens for alt det, vi faktisk ikke kan svare på. Det synes jeg er spændende.«
Hvad forventer du dig af det arbejde, I skal i gang med?
»Jeg forventer personligt at blive engageret endnu mere i mit speciale og få mere fat i kernen af mit speciale, at få defineret den. Og så samarbejdet på tværs af landet og på tværs af faggrupper. Vi arbejder jo meget tværfagligt med f.eks. terapeuter og sygeplejersker.«
Hvad er det vigtigste for dit selskab?
»Jeg tænker jo, at det er at få noget konsensus omkring det, vi gør i virkeligheden, fordi vi jo nok gør det på mange forskellige måder. Det har jeg selv oplevet. Jeg har skrevet ph.d. inden for kvalitetsudvikling og skulle bl.a. bruge comprensive geriatric assessement, og her oplevede jeg, at det blev gjort på vidt forskellige måder. Det har været enormt frustrerende, for hvad læner man sig så op ad i det, man gør? Hvordan sammenligner vi? Hvordan er vi overhovedet enige om, hvilke test, vi skal lave? Hvad er funktionstab? Så vi skal have en sammenligning på landsplan, så vi også kan sparre med hinanden.«
Hvilken form for understøttelse har I brug for?
»Vi har bl.a. brug for sparring og hjælp til litteratursøgning. Vi har jo nogle retningslinjer fra Tyskland, som vi have hjælp til at oversætte, så vi har noget arbejde at læne os op ad.«
Hvad tager du med fra de erfaringer, vi har hørt fra de selskaber, der har holdt oplæg i dag?
»Jeg synes, at det overordnet er enormt interessant, at man sætter fokus på det og sætter ressource af til det. Og at der er en organisation, man kan henvende sig til i det her arbejde. Og at man samler og prøver at ensrette på tværs af specialer og på tværs af landet. Det synes jeg virker fornuftigt.
Og så er jeg spændt på det med de økonomiske ressourcer. Det vil jeg gerne se ske, før jeg tror på det. Det er interessant at tage med tilbage til baglandet. Hvem skal kæmpe den kamp? Hvad er det for en yngre læge-gruppe, vi har i nutiden? Det er betragtninger, der giver god mening. Hvis det her arbejde skal komme patienterne til gode, så giver det jo mening, at det er et arbejde, der skal kvalificeres på bedste vis, og der er jo kun 24 timer i døgnet.«

»Det er sindssygt vigtigt at kigge hele vejen rundt«
Mette Gibskov, Afdelingslæge, Klinisk Farmakologisk Enhed, Aalborg Universitetshospital, medlem af Dansk Samfundsmedicinsk Selskab.
Hvorfor deltager du i dette møde?
»Det er fordi jeg nok helt generelt interesserer mig for, at vi får retningslinjer, der gælder for alle, så vi netop ikke får forskellig behandling fra Holstebro til Odense. Altså at vi i højere grad får de klogeste hoveder til at sætte sig sammen og fjerne nogle af de forskelle, vi har.«
Hvad er din egen erfaring med at lave kliniske retningslinjer?
»Jeg har ikke nogen konkrete erfaringer med kliniske retningslinjer. Men jeg har erfaringer fra tilsyn og fra erstatningssystemet, og så sidder jeg lige nu og monitorerer på Medicinrådets vejledninger. Så det med at følge anbefalinger har jeg meget erfaring med.
I Dansk Samfundsmedicinsk Selskab er vi lige nu ved at udarbejde den første retningslinje på funktionsevnevurdering. Den er for dem, der sidder ude i kommunerne og laver sygedagpengevurderinger osv.«
Hvorfor besluttede selskabet at lave den retningslinje?
»Opgaven blev sat gang, fordi vi er meget forskellige. Vi er et uendeligt bredt speciale. Så det er med at finde ud af, hvad vi ved med sikkerhed, hvad vi kan blive enige om. For vi sidder mange forskellige steder.«
Har du nogle gode råd til LVS i vores videre arbejde med at sikre gode rammer for kliniske retningslinjer?
»Jeg tror, at det er det, vi hørte om den brede inddragelse. Det er sindssygt vigtigt, at vi netop kigger hele vejen rundt, fordi det hjælper ikke, at vi får tre eksperter inden for et område til at blive enige om den helt rigtige gode løsning, men som ikke kan lade sig gøre der, hvor vi f.eks. har overgangen for patienten til almen praksis.
Og så er det det med det tværgående i systemet. Man anbefaler én ting, og så har Medicinrådet sagt noget andet. Så kan man godt regne ud, at det aldrig kommer til at leve.«

»Vigtigt med økonomi og tid til at lave kliniske retningslinjer«
Morten Weyhe, Yngre Danske Akutmedicineres repræsentant i Dansk Selskab for Akutmedicin.
Hvorfor deltager du i dette møde?
»Jeg er her, fordi vi mangler nogle kliniske retningslinjer inden for akutmedicin, og jeg er medlem af vores nyoprettede udvalg for kliniske retningslinjer.«
Hvad er din egen erfaring med at lave kliniske retningslinjer?
»Jamen, den er ikke så stor. Vi har ikke mange kliniske retningslinjer i vores selskab. Og det er jo det, vi skal have gjort noget ved. Min egen tilgang er ret struktureret. Jeg kan godt lide, at man gør tingene grundigt og har undersøgt, hvad der er evidens for – og så udmønter det i en retningslinje.«
Hvad tager du med fra de erfaringer, vi har hørt fra de selskaber, der har holdt oplæg i dag?
»Jeg synes, det er enormt spændende – det der med, at man ikke behøver at bruge al sin fritid på det. At der rent faktisk kommer noget, der kan hjælpe på en struktureret måde og som kan hjælpe selskaberne med at komme godt i gang. Det er rigtig vigtigt.
Og så er det enormt dejligt at se repræsentanter fra både selskaber, der har lavet mange retningslinjer og nogle, der lige er kommet i gang, så man kan få lidt inspiration til, hvordan det er. Vi har allerede snakket om det i vores selskab, men vi har også brug for hjælp til at komme videre.«
Hvad er det vigtigste for dit selskab?
»At der er noget økonomi i det og noget tid til at lave kliniske retningslinjer. Vi er ikke så mange i vores selskab, så vi har brug for begge dele. Men vi skal også samle nogle personer, som kan være med til at lave retningslinjerne. Der skal være et fællesskab, som kan løfte opgaven. I akutmedicin er der lige nu lidt forskel fra hospital til hospital med hensyn til, hvad vi gør, og vi vil gerne prøve at lave en standard.«
