SE TALEN: VIDEO HER
Der er stærkt brug for, at politikerne påtager sig et ejerskab over den strukturelle forebyggelse og tænker længere frem end den næste meningsmåling. Samtidig skal vi som læger støtte op med al vores viden og råbe højt, sagde formand Susanne Axelsen i sin åbningstale til LVS’ årsmøde. Læs talen her.
Kære kolleger, kære deltagere,
Hjertelig velkommen til LVS’ årsmøde 2039!
Må jeg have lov til at sige, at vi holder os utroligt godt!
Og vi ved jo godt hvorfor. Vi har som titlen på årsmødet afslører – trukket sundhedens hemmelige våben:
Vi passer vores træning. Vi står tidligt op i weekenden og dyrker udendørs fitness med vores gode naboer. Vi tager trapperne. Cyklen i stedet for bilen. Gåben i stedet for bussen.
Jo jo, vi kan da godt blive lidt stressede på vores jobs i ny og næ. Men heldigvis hjælper det, at vi nyder så stor anerkendelse og har indflydelse på vores opgaver.
Vi plejer vores familier og venskaber. Vi spiser planter. Kød – det er bare et eksotisk tilbehør til hovedretten nu om dage. Vi skulle lige vænne os til det, bevares. Det gælder også for, hvad vi hælder i glasset. Vi har skruet lidt ned for rødvin, cocktails og øller – selv om det holdt hårdt. Og smøgerne, dem droppede vi heldigvis i nullerne.
Vi trækker med andre ord gennemsnitsalderen i Danmark opad i de her år. Vi, der har de gode uddannelser og gode jobs.
Men! Vi er heldigvis ikke de eneste.
I år – her i 2039 -– markerer vi, at det er 15 år siden, at SVM-regeringen med Mette Frederiksen i spidsen traf dens måske allervigtigste beslutning – en beslutning, som var langt mere populær end den med Store Bededag: Nemlig at satse massivt på strukturel forebyggelse i den sundhedsreform, der blev præsenteret i efteråret 2024.
Politikerne pustede støvet væk fra sundhedens hemmelige våben – den strukturelle forebyggelse. Sigtede og skød. Og så skete der virkelig noget!
Tobakspriserne blev tredoblet. Smøgerne røg ned fra supermarkedernes hylder. Aldersgrænserne blev hævet – også for at købe alkohol. Skolebørnene fik pulsen op med meget mere motion, og det blev gratis for børn, unge og voksne at dyrke motion i fritiden.
Ja, det er bare nogle få eksempler på de beslutninger, politikerne traf i 2024.
Og nu høster vi resultaterne!
Langt færre unge ryger og bruger snus. Vi har fået stoppet den triste udvikling, hvor det var de unge, der førte i tobaks-statistikkerne. Og børnelægerne – de ser langt færre patienter, der bliver indlagt med luftvejssygdomme i dag end for 15 år siden.
Og det er kun begyndelsen.
I dag præsenterer vi resultaterne fra den store undersøgelse af danskernes sundhed anno 2039.
Nej, I er ikke gået forkert!
I gik ikke ind i en magisk fremtidsportal, da I satte foden i svingdøren her hos IDA for lidt siden.
Vi er i januar 2025. Men emnet er stadigvæk strukturel forebyggelse. Og vi har et spændende program med dygtige oplægsholdere foran os i dag.
Strukturel forebyggelse forstår jeg som de ting, der på politisk plan bliver indført for at gøre det nemmere for os alle sammen at leve et sundere liv.
Mit hovedbudskab i dag er, at strukturel forebyggelse i høj grad er en sag for os læger.
Ja, for alle, der plejer eller behandler patienter i sundhedsvæsnet.
Det kommer os ved, fordi vi slås med konsekvenserne af årtiers politiske undladelsessynder i vores kliniske hverdag.
Vi slås med konsekvenserne af de politiske beslutninger, der ikke er blevet truffet om at forebygge – de beslutninger, som jeg i min indledning i dag drømte om, var blevet truffet.
Manglen på de beslutninger har været med til, at vi ikke bare får flere og flere multisyge borgere. Vi får tilmed flere patienter, der er mere syge, end de behøvede at være.
Strukturel forebyggelse er efter min mening et lægeetisk anliggende, som vi skal tale op.
Vi skal tage det alvorligt.
Vi skal bruge vores stemme til at sætte det på den politiske dagsorden til næste valg. Det handler nemlig om at redde liv og livskvalitet.
I mit oplæg her i dag vil jeg:
For det første pege på, hvad der kan ske, hvis vi som samfund ikke får skabt rammerne for at sikre færre og mindre syge patienter.
For det andet sætte et par ord på, at det måske umiddelbart kan lyde mærkeligt, at vi som læger skal blande os i noget, der jo er politikernes ansvar.
Og som det tredje vil jeg tale om, hvad vi helt konkret kan gøre.
Lad mig begynde med, hvorfor strukturel forebyggelse er helt nødvendigt.
Da vi havde årsmøde sidst, var titlen som I husker Læger uden bremser. Her lovede vi hinanden at styre vores talenter. At skrue ned for tempoet og op for eftertænksomheden.
I dag peger vi på det politiske ansvar for sundheden og for sundhedsvæsnet. Og vi har et godt tilbud til politikerne. Et lille cruise med sundhedsvæsnets krydstogtskib anno 2025
Se bare det store skib for jer.
Det har en del årtier på bagen. Det gamle skrog. Men det hænger dog sammen. Der bliver banket rust og malet. Skibsmotoren bliver repareret. Besætningen skruer og smører, og der bliver inspiceret og kontrolleret. På kommandobroen tjekker kaptajnen, at GPS’en fungerer. Stuepigen gør rent og skifter sengetøj i kahytten. Og det skorter ikke på tilbud om aktiviteter til de mange gæster, der venter på kajen
Og hold da op, der venter mange gæster på kajen. Flere og flere som årene går. Med mere og mere bagage.
Og de skal alle sammen om bord på det samme krydstogtskib. For der er kun ét skib på kajen. Så rederiet beordrer: Gør plads! Fix motoren igen. Mere olie på. Løb hurtigere. Hér er en plan for bedre skibsdrift til jer. Igen-igen. Med logo og lovprisninger og løfter. Værsgo’.
Ja, I har regnet det ud: jeg taler om sundhedsvæsnet. Vores alle sammens krydstogtskib med let og lige adgang
Det er her jeg arbejder. I et sundhedsvæsen, der kun vil kunne holde sig flot flydende, hvis vi sørger for, at forebyggelse sætter en bremse for, hvor mange og hvor syge patienter, der venter på kajen.
Og nu kommer der en bekendelse:
Forebyggelse ligger faktisk langt fra min hverdag som urogynækolog.
Jeg elsker at operere. Jeg elsker at løse et konkret problem for en konkret patient. F.eks. urininkontinens. Jeg føler mig dejligt handlekraftig og nyttig, når jeg sætter en slynge ind under urinrøret på en kvinde, som i mange år er blevet utæt for urin, når hun hostede, nøs og dyrkede motion.
Operationen ændrer mine patienters liv. Nu behøver de ikke længere sige nej til at lege med deres børn eller dyrke motion. Nu kan de gå på arbejde uden at have tasken fuld af bind og tørt tøj.
Derfor indrømmer jeg blankt, at jeg ikke har været opmærksom nok på strukturel forebyggelse i min kliniske hverdag.
Og når jeg endelig har talt om forebyggelse, har det handlet om patienten overfor mig. Vi taler f.eks. om, at det er vigtigt at bevæge sig. At droppe smøgerne. Men strukturel forebyggelse – det har ikke fyldt i min hverdag som læge.
Det er faktisk lidt pinligt indrømme.
For det er ellers så tydeligt, hvorfor strukturel forebyggelse giver mening: Jo mere en kvinde med inkontinens vejer, desto værre bliver hendes gener fra urinvejene. Jo mere hun ryger – og derfor hoster – desto værre bliver hendes inkontinens. Jo mere inkontinent hun er, desto mindre er chancen for, at hun vil dyrke motion. Til sidst påvirker det hendes tilknytning til arbejdsmarkedet.
Det er en ond spiral. Og den hænger sammen med kvindens sociale forhold. Overvægt og rygning vender – ja, den tunge ende nedad.
Det kan råd om at lette rumpen ikke gøre noget ved. Uanset om de gode råd kommer fra mig eller om de kommer som politiske dogmer om det personlige ansvar.
Der skal mere til.
Så nogen må gøre noget! Politikerne må gøre noget. De må turde indføre de love, der forebygger forebyggelige sundhedsproblemer. Og vi – vi må også gøre noget.
Jeg kan godt forstå, hvis I tænker: Hvad hulan kan vi som læger overhovedet gøre i forhold til strukturel forebyggelse?
Vi behandler jo patienter. Skriver retningslinjer. Forsker. Uddanner unge kolleger. Vi er – med få, men markante undtagelser – ikke politikere. Det er ikke os, der kan trykke på den store knap, hvor der står Strukturel Forebyggelse.
Men vi kan gøre noget andet.
Vi kan give politikerne an offer they can’t refuse. Og her er vi et hestehoved foran.
Vi kan tilbyde politikerne at hjælpe og støtte. Vi kan hjælpe ved at skabe tid og plads i sundhedsvæsnet – ved at identificere det, vi ikke længere skal tilbyde patienterne – og det vi ikke skal indføre bredt, før vi har undersøgt, om det faktisk gavner. Og hvem det gavner.
Og vi kan støtte ved at være med til at sætte den strukturelle forebyggelse på dagsordenen. Kort sagt: Vi skal inspirere politikerne til at reformere befolkningens sundhed.
Bemærk venligst ordvalget: Reformere sundheden, ikke sundhedsvæsnet.
Det er jo som regel væsnet, der er i fokus. Eksperter fra hele to kommissioner har i de seneste par år haft travlt med at forbedre sundhedsvæsnet – eller krydstogtskibet for nu at vende tilbage fra billedet fra før.
Først Robusthedskommissionen. Det lyder trygt med robusthed. Vi ved, hvordan det gik med Titanic.
Og så Sundhedsstrukturkommissionen. For struktur skal der til. Ny struktur. Mere struktur. Det lyder bekendt: Nyt og mere.
Og nej, jeg disser ikke kommissionerne.
Men jeg siger til jer, kære politikere:
Hjælp sundheden på vej – kast jer ikke kun over væsnet.
Vi kan ikke optimere os ud af de næste årtiers udfordringer.
Vi kan ikke digitalisere os ud af dem.
Vi kan ikke bede til AI-guderne om arbejdskraftsbesparelser og håbe, at patienterne ikke opdager, at der mangler mandskab.
Vi kan ikke innovere os til færre KOL-patienter, der også lige har dårligt hjerte og diabetes. Og bedre patientforløb på tværs af sektorer giver os ikke færre unge storforbrugere af nikotinprodukter – og dermed – ad åre – storforbrugere af sundhedsvæsnet.
At tegne nye streger på organisationsdiagrammer. At lave bredere læger. At udlægge patienter i stedet for at indlægge. Det er alt sammen fint. Men det er bare slet, slet ikke nok.
Der skal gøres noget ved selve kundegrundlaget i sundhedsvæsnet.
Vi læger vil have nogle bedre patienter! Vi vil have færre patienter!
Ikke fordi vi ikke kan lide dem.
Tværtimod. De skal bare have det lidt bedre, når de kommer.
De skal komme sjældnere. De skal få brug for os senere.
Det handler ikke kun om væsnet og om ressourcerne. Det handler om mennesket. Borgeren. Patienten. En mor eller en far til nogen – en søn eller en datter.
Alle vil gerne have et godt liv. Ingen vælger bevidst et liv med inkontinens, som bliver værre af overvægt og rygning. Ingen vælger bevidst at være multisyg.
Så vi skal gøre meget mere for at gøre det nemmere for befolkningen at vælge sundere.
Politikerne skal lave lovene. Og vi skal støtte og rådgive ud fra vores faglighed.
For når vi ved, hvad der virker, har vi også en forbandet pligt til at gøre det.
Vi skal sige det højt – som vi gør lige nu: Politikerne skal turde indføre love, der giver os mindre rygning, mindre alkohol, mere og billigere motion – for bare at nævne få eksempler. De skal turde tænke længere end den næste meningsmåling. Og de skal droppe de gamle, trætte fraser om grænsehandel i Jylland. Den holder ikke i byretten.
Vi skal blande os i debatten.
Vi skal sige det ved mødeborde og ved middagsborde.
Vi skal sige det, så det kommer på den sundhedspolitiske dagsorden. Der er ikke længe til det næste folketingsvalg.
Vi skal sige det, fordi vi har en stemme, som er troværdig.
Husk det, kære kolleger – vi ligger i top, når befolkningen vurderer professionernes troværdighed.
Den tillid forpligter os til at sige højt og klart, at strukturel forebyggelse er nødvendig. Livsnødvendig.
Hvis vi kan få strukturel forebyggelse på den politiske dagsorden, kan vi få en bedre fremtid.
Vi kan få en sundere befolkning, en kortere kø på kajen, et sundhedsvæsen der kan holde sig oven vande.
Jeg startede drømmerisk min tale i 2039 – og nu vil jeg invitere jer med tilbage til fremtiden.
En fremtid, der ikke er urealistisk. Hvis vi vil. En fremtid med færre og bedre patienter.
Jeg håber, I vil med ombord.