Løfterigt arbejdsmøde om fremtidens speciallæger

STORMØDE. Godt 100 læger mødtes for at udvikle lægeroller, målbeskrivelser og kompetencevurdering. – Foto: Palle Peter Skov

Uddannelsen af speciallæger kom under særdeles kærlig behandling, da alle 39 specialebærende selskaber samt tand-, mund- og kæbekirurgerne smøgede ærmerne op på en novemberdag i Fredericia. På dagsordenen var de syv lægeroller, målbeskrivelser og et fælles program til kompetencevurdering.

Hvordan får man flere end 100 læger fra hele landet til at mødes i Fredericia en grå, regnvåd dag i november? 

Det gør man såmænd ved at invitere dem til en hel dags arbejdsmøde om fremtidens speciallægeuddannelse arrangeret af LVS i samarbejde med Dansk Selskab for Medicinsk Uddannelse og Sundhedsstyrelsen. 

Og 4. november sad deltagerne så klar i MESSE C’s plenumlokale til at gå i gang med dagens tre emner fordelt på tre workshops: et fælles format for målbeskrivelserne, de syv lægeroller i en tidssvarende form og et nyt fælles kompetencevurderingsprogram. 

Formålet med arbejdsmødet var at forberede selskaberne på de opgaver, der venter dem og at give dem mest mulig indflydelse på fremtidens speciallægeuddannelse. Den mulighed havde samtlige 39 specialebærende selskaber samt tand-, mund- og kæbekirurgerne benyttet sig af. 

LVS’ formand Susanne Axelsen var begejstret over det stærke fremmøde: 

Det er hjerteblod for LVS og for selskaberne, og det er os, der ved mest om uddannelsen.

Susanne Axelsen, formand, LVS

»Det kunne ikke være bedre. Vi brænder alle sammen for at skabe den bedst mulige uddannelse for vores kommende kolleger. Det er hjerteblod for LVS og for selskaberne, og det er os, der ved mest om uddannelsen. Jeg er særligt glad for, at flere end 30 af dem er læger i hoveduddannelse. Det lover godt for fremtiden, at de tager så aktivt del i at forme speciallægeuddannelsen.«

Baggrunden for mødet var, at Det Nationale Råd for Lægers Videreuddannelse i marts i år gav grønt lys for, at Sundhedsstyrelsen gik i gang med de første anbefalinger i rapporten Fremtidens Speciallæge, som kom i maj 2024.

Processen har været længe undervejs. Vi skal tilbage til oktober 2020, hvor de første spadestik blev taget. Så ramte covid-19-pandemien og satte en stopper for meget udviklingsarbejde, som derefter kom til at stå i kø for at blive genoptaget, da vi vendte tilbage til en normal hverdag igen. 

Derfor lød det også spontant: »Endelig, endelig, endelig!« fra Gitte Valsted Eriksen, medlem af LVS’ bestyrelse og mangeårig uddannelsesekspert, da hun introducerede deltagerne til dagens arbejdsmøde. 

Målet med hele øvelsen – en ny speciallægeuddannelse – er, at fremtidens læger skal kunne imødekomme de behov, patienterne har frem til 2040 i forhold til bl.a. flere multisyge og ældre. Gitte Eriksen mindede også om, at målet også er, at flere læger også får en større bredde i deres kompetencer. Med streg under også. 

Dyb faglighed, store bredde

For vi skal stadigvæk uddanne dygtige læger i de enkelte specialer, og vi skal stadigvæk have den høje faglighed blandt danske læger. Og så skal de kommende årgange af uddannelsessøgende læger også nyde godt af et mere fleksibelt uddannelsessystem.  

De tre workshops var bemandet med uddannelseskyndige mennesker fra de tre organisationer til at facilitere diskussionerne, og de tre gruppelokaler emmede af koncentration, spørgelyst og et ønske om at komme til at arbejde meget konkret med det samme, også med de forandringer af uddannelsen, der kan rokke ved ens selvforståelse. 

Holger Munck, som er formand for Dansk Selskab for Medicinsk Uddannelse, pegede på, at der ligger meget identitet i uddannelse: 

»Man kommer til at spørge sig selv: Hvem er vi som speciale? Hvem er vi i forhold til andre specialer og faggrupper? Og hvem er jeg som læge og hvad kan jeg? Det er naturligt, at man kommer til at ryste lidt på stemmen, når der bliver rokket ved nogle velkendte principper og grænser. Så er det, at vi skal huske, at vi har dygtige speciallæger i dag, og det får vi også i fremtiden.« 

Vigtigt at tale samme sprog

– Hvordan sikrer vi, at målbeskrivelserne bliver en driver for læring? 

Sådan lød deltagernes forventninger hjemmefra til workshoppen om fremtidens model for målbeskrivelserne. 

Hanne Bramaholm Hager, som er almen mediciner og overlæge i Sundhedsstyrelsen, stod for at lede deltagerne igennem dette emne:  

»Det er vigtigt for os i Sundhedsstyrelsen at møde dem, der skal bruge målbeskrivelserne ude i hverdagen. Det, vi laver, kan godt være ret teoretisk, og vi har brug for at få det testet af ude i virkeligheden.«

Hun fortalte også, at deltagerne var meget optaget af at forstå de nye begreber: Generelle kompetencer, fælles kompetencer og kernekompetencer: 

»Det er vigtigt, at vi får det samme begrebsapparat. At vi taler det samme sprog. Og det kræver noget at komme derhen. Derfor er det vigtigt, at vi har muligheden for at samles, sådan som vi gør det i dag.«

Til at bruge i hverdagen

Workshoppen om de moderniserede lægeroller blev faciliteret af bl.a. Andreas Balslev-Clausen, som er ortopædkirurg og postgraduat klinisk lektor i Region Hovedstaden, og så repræsenterer han LVS i Det Nationale Råd for Lægers Videreuddannelse sammen med Susanne Axelsen og Gitte Eriksen.

Lægerollerne skal moderniseres, så de passer til fremtidens sundhedsvæsen – og så skal de selvfølgelig indgå i de nye målbeskrivelser.

Andreas Balslev-Clausen satte bl.a. deltagerne i gang med at tage stilling til, hvorvidt rollerne dækker det, fremtidens læger skal kunne, eller om der mangler noget. Og så lød opfordringen ellers på at tage skiftevis ja- og nejhatten på ved bordene, så både styrkerne og svaghederne blev diskuteret. 

»Der er stor interesse for at arbejde med titlerne på lægerollerne og for at diskutere beskrivelserne af dem. Og ikke overraskende fylder overvejelserne om den rolle, vi i dag kalder Den medicinske Ekspert meget hos deltagerne, og diskussionerne er ret forskellige alt efter, om det er medicinerne, kirurgerne eller de tværgående specialer, vi har i lokalet,« fortalte han. 

Lasse Bugge havde ansvaret for at lede workshopdeltagerne gennem drøftelserne af det nye kompetencevurderingsprogram. Han er kirurg og lektor i medicinsk pædagogik i Region Syddanmark, og så er han medlem af den ekspertgruppe i Sundhedsstyrelsen, som har arbejdet med fremtidens kompetencevurdering i speciallægeuddannelsen. 

Han introducerede deltagerne til præmisserne for arbejdet: Der skal være færre og mere evidensbaserede kompetencevurderingsredskaber, og de skal kunne understøtte de unge lægers læring og udvikling. Det skal altså ikke kun være et spørgsmål om, at kompetencen enten er godkendt eller ikke godkendt. Og sidst men ikke mindst: de skal være til at bruge i hverdagen. 

Og netop anvendeligheden fyldte meget hos deltagerne, fortalte Lasse Bugge: »De er meget optaget af, at de begreber, vi indfører, kan bruges af dem, der skal arbejde med kompetencevurderingen ude i klinikken, og så har de mange spørgsmål til, hvordan vi helt lavpraktisk udruller det nye program, så det fungerer i det daglige.«

»Stærkt signal til sundhedsministeren«

Susanne Axelsen opsummerede hen mod slutningen af et langt arbejdsmøde i uddannelsens tegn sine indtryk fra dagen: 

»Vi er i LVS blevet bekræftet i, hvor vigtigt det er, at vi samler specialerne og arbejder med det, der knytter bånd mellem dem. Det er os, der har ekspertisen, og når vi står sammen på tværs, har vi en stærk lægefaglig stemme, også i forhold til fremtidens speciallægeuddannelse.«

Hun pegede på erfaringerne med de kliniske retningslinjer som et godt udgangspunkt for LVS’ videre arbejde: 

»Vi har øvet os i forhold til de kliniske retningslinjer, hvor specialernes input til os har været afgørende for, at LVS kunne indgå et samarbejde med Danske Regioner om et retningslinjesekretariat. Og nu arbejder vi videre ad den vej i forhold til fremtidens speciallægeuddannelse, både når vi har brug for at mødes alle sammen, og når f.eks. tre eller fire specialer har brug for at løse nogle konkrete opgaver sammen.« 

Gitte Eriksen hæftede sig bl.a. ved sammensætningen af deltagerne: 

»Det er super stærkt, at en stor del af dem, der er med i dag, også skal arbejde videre med målbeskrivelserne, når de kommer hjem. Det er i høj grad klinikere, der er samlet her i dag for at lægge trædestenene i fællesskab. Det lover altså godt for fremtiden, og det sender et stærkt signal til vores sundhedsminister om, at her er der altså en flok, der kan løfte opgaven.«

Sundhedsstyrelsen forventer, at arbejdet med et fælles format for målbeskrivelserne, de moderniserede lægeroller og det nye kompetencevurderingsprogram bliver gjort færdigt i første halvdel af 2026. 

Hvad siger deltagerne?

»Inddrag uddannelseslægerne. De har energien«

Lasse Bugge, kirurg, Odense Universitetshospital, Svendborg, lektor i medicinsk pædagogik og medlem af Sundhedsstyrelsen ekspertgruppe vedr. det nye kompetencevurderingsprogram.

Hvad har fyldt mest for dig i ekspertgruppen?  

»At det har været en tidskrævende, men også spændende opgave at finde ud af, hvilke redskaber, der kan bruges i fremtidens uddannelse og konkret til de forskellige lægeroller.«

Hvor ser du den største opgave i forhold til selskaberne? 

»At hjælpe hvert enkelt speciale og at kommunikere, at det er noget, man skal arbejde med og justere løbende. Det bliver ikke perfekt lige fra starten.« 

Har du et godt råd til LVS og selskaberne? 

»Sæt tiden af. Lav åbne fora. Og inddrag uddannelseslægerne. De har energien og drivet, og det er deres fremtid.«

»Det er godt, at vi ryster posen«

Katrine Høgenhaven, i speciallægeuddannelse i almen medicin, aktiv i Forum For Yngre Almenmedicinere.

Hvad ser du som de største opgaver i forhold til fremtidens speciallægeuddannelse? 

»Almen praksis skal til at varetage flere opgaver, og det skal jo afspejle sig i målbeskrivelsen. Så udfordringen bliver at finde ud af, hvad vi skal lave og hvordan, og hvad vi ikke skal lave. 

Og så skal vi generelt kunne lave nogle mere patientcentrerede forløb på tværs af sektorer og specialer.«

Hvad ser du mest frem til?

»At vi tænker mere på professionsetik, kommunikation, ledelse. Det er kommet mere ind i den almen medicinske del af uddannelsen. Jeg tror, at det er til stor gavn for patienternes forløb og for relationen mellem læge og patient.«

Hvad tænker du om de ændringer, der bliver lavet i speciallægeuddannelsen? 

»Jeg synes, at det er godt, at vi ryster posen og ser på, hvad vi kan gøre bedre. Især når vi har patienten i centrum.«

»Vi skal vide mere om, hvad vi hver især kan«

Christina Renstrøm, privatpraktiserende psykiater, formand for Danske Psykiateres og Børne- og ungdomspsykiateres organisation og medlem af Dansk Psykiatrisk Selskabs bestyrelse.

Hvad skal der til for at få speciallægeuddannelsen til at fungere godt i speciallægepraksis? 

»Vi skal selvfølgelig have defineret de relevante kompetencer. Og så skal der skabes nogle fælles fora. Vi sidder jo i små enheder, og vi kunne f.eks. blive inviteret ind i de vejlederfora, som er på de afdelinger, hvor uddannelseslægerne kommer fra. Vi skal være en del af helheden. 

Hvad kan de unge læger lære i speciallægepraksis? 

»Der er patientgrupper, som man ikke ser ret meget på hospitalerne i dag. Det er f.eks. udredning og behandling af angst, depression, ADHD og autisme. Og selvfølgelig samarbejdet med resten af primærsektoren. Og så har vi en unik mulighed for at vise, hvad der kunne ligge på den anden side af en speciallægeuddannelse.«

Hvad er opgaven for selskaberne i forhold til uddannelse i speciallægepraksis?

»Vi skal se hospitalsdelen og speciallægepraksis i sammenhæng. Vi skal vide mere om, hvad vi hver især kan, og hvordan vi bruger hinandens kompetencer bedst. Det er der brug for i den brydningstid, vi lever i, hvor vi skal arbejde mere på tværs.«

»Vi skal have tiden, for at det bliver godt«

Nete Hornung, cheflæge på Blodprøver og Biokemi, Regionshospitalet Gødstrup, hovedkursusleder.

Hvad er de vigtigste opgaver i forhold til jer i de tværgående specialer?

»At få et godt samarbejde i den funktionsmodel, vi skal være i. Vi skal alle kunne se os selv i det. Jeg glæder mig til det, og jeg tror, at det bliver spændende, og der sker allerede rigtig meget godt.«

Hvad er udfordringen for selskaberne generelt?

»Det er meget tiden. Det er jo folk, der arbejder frivilligt. Vi skal have tiden, for at det bliver godt. Og så skal vi vænne os til, at vi uddanner os i det, vi skal være gode til lidt senere i uddannelsen, end vi plejer«

Hvad glæder du dig mest til i den kommende tid?

»Jeg glæder mig helt vildt til at se, hvordan vi kan få målbeskrivelsen og det fælles curriculum til at lykkes, og hvilke kurser, der kan give mening. Det er jeg så spændt på. 

»Løft uddannelse alle steder, du kommer«

Holger Munck, forperson for Dansk Selskab for Medicinsk Uddannelse og nybagt speciallæge i anæstesiologi og intensiv medicin, Center for planlagt kirurgi, Regionshospitalet Silkeborg.

Hvordan kan viden om medicinsk uddannelse bedst finde vej ind i fremtidens speciallægeuddannelse? 

»Det kan den ved, at vi inddrager alle. Eksperterne arbejder i dybden, men uddannelse er noget, vi skal løfte sammen ikke mindst på længere sigt, når uddannelsen skal leve ude i hverdagen.

Og så skal vi, der arbejder intensivt med uddannelse, stadig huske at formidle, hvorfor det er vigtigt, og hvordan man som læge ude i den kliniske hverdag kan bidrage.«

Hvad skal vi gøre for at fremme viden om medicinsk pædagogik og uddannelse?

»Sundhedsstyrelsen har helt klart en opgave i at klæde folk på. Regionerne har også en opgave – hvis man vil videreuddannelsen i sin region, så skal man investere i nogen, der ved noget om uddannelse. Uddannelse kommer jo ikke af sig selv.  Og specialerne skal bredt anerkende, at uddannelse er lige så hot som andre ting – det vil være med til at rekruttere dem, der har lyst til at arbejde med uddannelse.«

Har du et budskab til både deltagerne, og dem der ikke kunne være med i dag? 

»At vi er i gang med en proces, som ikke kun foregår hos Sundhedsstyrelsen og som fortsætter efter i dag. Der er rigtig meget, man selv kan gøre hjemme i sin afdeling, sit eget speciale og sin egen region. Løft uddannelsesdagsordenen alle de steder, du kommer. Så holder vi ilden i gang. 

– Foto: Palle Peter Skov