Den nye formand for DSAM har høje ambitioner og vil gerne vise omverdenen, at almen medicin er et speciale i egen ret. Efter lang tid med et had-kærligheds-forhold til regionerne skal der tales med klar stemme om almen praksis’ evne og lyst til at udvikle sig – og om de opgaver, der ikke skal løses i praksis. Personligt lærer Maria Krüger meget af sine patienter om f.eks. at blive ældre og finde ro.
MØD EN NY FORMAND
Maria Krüger, Dansk Selskab for Almen Medicin, DSAM
Hvad bringer du med som ny formand?
»Jeg kan godt lide at bringe den kliniske hverdag ind i en faglig kontekst i vores selskab og være politisk bevidst om at udbrede vores budskaber.
Vi skal fortælle politikerne, at vores fag hele tiden udvikler sig og er et speciale i egen ret. Vi sidder ikke bare og måler blodtryk og vi er ikke bare en ‘leverandør’. Vi har udviklet vores hoveduddannelse, vi forsker og vi har løbende klædt os på til at håndtere alt det, som udvikler sig i samfundet: ADHD, problematikker omkring vægttab, menopause, flere ældre, flere mennesker med demens og flere patienter med kroniske sygdomme og multimorbiditet, forebyggelse, stress, mistrivsel og rigtig meget andet.
Vi er samtidig nødt til at sige højt, at vi ikke kan og skal løse alt. Vi skal fortælle med en klar stemme, hvad der er almen medicinske færdigheder og hvad der hører hjemme i andre specialer. Vi kan f.eks. ikke redde en nødlidende børne- og ungepsykiatri ved blot at stå for flere receptudstedelser. Ligeledes kunne flere administrative opgaver måske løses af andre aktører, således at vores sparsomme tid bruges på vores kernekompetencer.
Det betyder ikke, at vi ikke samarbejder meget med det omliggende samfund og sundhedsvæsen. Det gør vi, og det har jeg selv mangeårig erfaring med fra kommunale lægelige udvalg og som praksiskonsulent på Bispebjerg Hospital.
Det er nemlig vigtigt, at almen praksis ikke er en ø. Vi har et medansvar for, at patienterne ikke falder mellem to stole, og vi skal finde løsninger, som alle kan være i. Det er drivkraften i mit faglige engagement.
Jeg er ikke ude efter at vælte mure, men jeg har høje ambitioner og stærke holdninger til fagligheden samtidig med at jeg er meget pragmatisk og søger dialog.
Hvis noget ikke er retfærdigt, får jeg en ubændig trang til at finde ud af hvorfor, og jeg får en forløsning ved at samle trådene i f.eks. et debatindlæg.«
Hvordan får man en organisation af frivillige til at fungere?
»Det er vigtigt at de frivillige bliver hørt, ellers resignerer de. Så vi gør hvad vi kan for at involvere bl.a. repræsentantskabet og få dem til at føle ejerskab, og så skal der være plads til faglige uenigheder og til at være nysgerrige, så vi kan få nogle gode diskussioner.
Men det er skide svært. Alle har virkelig travlt med arbejdet og deres klinikker. De yngre har især travlt med familie og børn, så mange af dem stopper i FYAM (Foreningen af Yngre Almen Medicinere, red.) når de bliver klinikejere og forældre. Jeg synes alligevel, at jeg kan mærke en øget interesse for DSAM, og vi har mange gode kræfter, der stiller op til vores repræsentantskabsvalg her til efteråret.
Vi har heldigvis også en stor base af ressourcepersoner, der kan blive udpeget til arbejdsgrupper og vejledningsarbejde, og vi har et fantastisk sekretariat til at støtte dér.
Vi gør hvad vi kan for at hjælpe de repræsentanter, der skal være talsmænd for os. Min holdning er, at de skal tale ud fra egen virkelighed. Det er ikke nødvendigvis perfekt, men man gør det bedste, man kan.«
Hvordan vil du sælge dit speciale ind i sundhedsreformen?
»Vores seneste repræsentantskabsmøde handlede meget om, hvordan vi i de regionale afdelinger skal forsøge at række ud til politikerne i sundhedsrådene. Vi vil invitere dem ud i praksis og vi har lavet et blueprint om, hvad vi kan snakke med dem om.
Det er helt utrolig vigtigt, at vores beslutningstagere træffer beslutninger ud fra virkeligheden, så de skal ud og tale med os, besøge vores praksisser og få indblik i vores og patienternes hverdag og udfordringer. De skal forstå, at vi er deres medpart og ikke en modspiller. Vi skal hjælpe dem og klæde dem på til at træffe de rigtige beslutninger for vores allesammens sundhedsvæsen og for patienternes skyld.
Vi skal bl.a. snakke om lokale forhold, om hvor forskelligt det er at være læge i byen og på landet, om hvilke henvisningsmuligheder man har, om samarbejdet med kommunerne, om afhængigheden af gode kommunale redskaber og vigtigheden af at blive inddraget som tovholder.
Vi skal med andre ord klæde hinanden på via dialog, og så skal vi selvfølgelig koordinere med PLO, som står overfor samme udfordringer men med en anden vinkel.
Almen praksis står helt centralt i sundhedsreformen og derfor er det vigtigt at vi bliver hørt. Det vigtige er, at vi involveres tidligt og ikke først i en høringsfase. Mange konflikter og misforståelser kan forebygges ved tidlig dialog – se f.eks. bare på Lovpakke 2b.
Og så er det vigtigt, at der er forståelse for, at sundhedsreformen er en langstrakt proces, som strækker sig i mange år efter 1. januar 2027. Vi er endnu ikke nok læger, så det vil tage tid at få implementeret opgavebeskrivelsen og reformen. Jeg oplever, at nogle beslutninger og initiativer i forhold til implementeringen simpelthen går for hurtigt i forhold til, hvad der er klogt. Vi bliver nødt til at have tid til at tænke os om, så vi ikke får igangsat noget juks, bare fordi der skal vises handlekraft fra politisk side. Det kan gå ud over patienterne.
Den største udfordring er at få skabt synergi på de mange initiativer og tiltag, der opstår rundt omkring. Vi bliver nødt til på en eller anden måde at få skabt en koordinering, når nye opgaver indføres i almen praksis. Feks. på kræftopfølgning – hvordan overleverer vi til hinanden, hvad skal opfølgningen bestå af og hvordan foregår en overblikssamtale, og så skal de organisatoriske og aftalemæssige rammer selvfølgelig også på plads.
Der er mange interessenter, som skal blive enige, både hospitalerne, praktiserende læger, patienter og patientforeninger, regioner og PLO. Det samme med kronikerpakkerne – det kræver en helt utrolig koordinering både fagligt, organisatorisk og digitalt at blive enige om, hvordan det rent praktisk skal implementeres, så det giver mening for læger og patienter.
Demensudredning i almen praksis er et vellykket eksempel. Vi har fået systematisk efteruddannelse og klyngepakker samtidigt med, at Sundhedsstyrelsen har udgivet en vejledning og samtidigt med, at DSAM netop har sendt den nye demensvejledning i høring.
Det giver et godt fagligt ståsted for at kunne påtage sig en ny opgave. Der skal selvfølgelig også organisatorisk ske ændringer, herunder etablering af bedre konferencemuligheder, og så skal PLO og regionerne blive enige om rammer og honorar. Men det er deres opgave. Min opgave i DSAM er først og fremmest at holde fast i fagligheden.
Det er spændende at være med til!
Vi vil nemlig gerne udvikle os, modsat hvad nogle politikere siger. Eksempelvis har DSAM netop afgivet høringssvar på 13 specialeplaner, hvor vi forholder os til, hvilke opgaver vi i fremtiden fagligt forestiller os kan løses i almen praksis, når vi vel at mærke er blevet flere læger. Ligesom vi snart skal tage fat på vores egen specialeplan.
Almen praksis har nok levet i et had-kærlighed-forhold med regionerne i mange år, og diskussionen om nye opgaver er alt for hurtigt kommet til at handle om økonomi.
Jeg har savnet, at vi i højere grad også diskuterer, om opgaverne overhovedet er fagligt relevante. Almen praksis er ikke bare en leverandør, som vil gøre alt for penge. Det er utrolig vigtigt, at de opgaver, vi løser, er fagligt relevante og almen medicinske kerneopgaver.
Alt, hvad der kan løses andre steder, skal løses andre steder. Eksempelvis skal vi ikke bruge en masse tid og have en masse administrativt bøvl med dosisdispensering. Det var noget, som apotekerne kunne løse. Ofte skal vi agere mellemmand mellem plejehjem og apoteker, frem for at dialogen kan tages direkte uden om os. Det er ærgerligt tidsspilde.
Mange af de problemer, som ender i sundhedsvæsenet, burde løses ude i velfærdssamfundet. Eksempelvis i skolen, hvor børn med særlige behov ikke kan være i specialklasser, men skal rummes i en almindelig klasse – det gør mig meget trist, at systemet er så rigidt.
Det samme ser jeg på arbejdsmarkedet, hvor der ikke er plads til fleksibilitet. Man skal enten præstere 120 pct. eller også kan man gå til læge og blive sygemeldt, sat lidt på spidsen. Jeg oplever, at mange bukker under med stress på grund af rigide rammer.
Og så er der de ældre borgere med demens, som har så meget brug for flere kærlige mennesker, kontakt og omsorg. Det synes jeg, at der er for lidt af i vores velfærdssamfund. Tænk hvis man kunne få flere unge til at tage omsorgsarbejde i deres sabbatår. Jeg har foreslået det til mine egne børn, men de vil hellere arbejde i servicebranchen. Det er synd, at der er så få til at tage sig af vores gamle.
Jeg håber, at vi kan få indrettet et system, hvor vi kan tage hånd om de sårbare og sikre kontinuitet, så det ikke bare bliver drift, drift, drift.«
Hvad fylder i dit speciale lige nu?
»Der er mange ting. For nogle år siden var det Wegovy, nu er det bl.a. afviste henvisninger, som fylder rigtig meget. Der er sket en utrolig stigning i antallet af afviste patienter. Det er et kæmpe problem, når man ikke ved, hvordan man skal hjælpe sin patient, og patienter bliver så kede af at få afvist hjælp. ADHD fylder meget, og sundhedsforsikringer, der afslutter børn med ADHD ud til os. Hormonterapi fylder også enormt meget nu. Det kalder på en ny vejledning fra DSAM.
Vi lever også i en ny virkelighed med sociale medier, hvor folk finder megen viden og har gjort sig mange tanker inden de kommer til os. Jeg kan ikke bare sidde med retningslinjerne og alene afgøre, hvad der er den rigtige behandling . Vi skal finde en løsning sammen. Men det ligger også i tråd med den måde, vi er læger på i dag, hvor der er mere fokus på fælles-beslutningstagning. Man lægger mulighederne frem og finder sammen med patienten ud af, hvad der giver bedst mening.
Vi skal derfor være mere menneskeligt nysgerrige og gå ind i patienternes behov og bekymringer, så de ikke bliver uforløst. Nogen gange er det måske ikke selve behandlingen, de ønsker, men mere dialogen og overvejelserne.«
Hvorfor skal man blive almen mediciner?
»Det er det allermest spændende speciale! Det omfatter alle aspekter af livet og udfordrer din analytiske tankegang og udvikler dig som menneske og menneskekender. Du skal udvikle dig hele lægelivet, være i kontakt med tiden og samfundsudviklingen – og derfor bliver det aldrig kedeligt.
Jeg lærer enormt meget af mine patienter om at være menneske og om samfundstendenserne. Ved at forholde mig til livsfaser, menopause, syge forældre og meget andet bliver jeg klogere på mit eget liv.
Jeg spejler mig selv i mødet med patienterne. Eksempelvis når der kommer folk, der synes, at de føler sig trætte om aftenen og er bekymret for, om der er noget galt med dem – det kan jeg da godt genkende fra mig selv, særligt i takt med at jeg er blevet ældre. Der er stor forskel på, hvad jeg magter i dag i forhold til for 10 år siden. Men jeg accepterer, at jeg ikke kan være supereffektiv hele tiden, at jeg har et stort behov for restitution og hvile. Man skal ikke hele tiden søge quick fixes og selvoptimering, man skal også prøve at finde en ro i sig selv og sige, at man gør det så godt, man kan.«
BLÅ BOG
- Maria Krüger, 49 år.
- Praktiserende læge, Frederiksberg.
- Formand, Dansk Selskab for Almen Medicin.
- Medlem af Medicinrådet.
Læs mere om Dansk Selskab for Almen Medicin
Foto: Claus Peuckert