Uddrag af debatindlæg af Vincent F. Hendricks og Mads Vestergaard, der har udgivet bogen “Fake News”. Mads Vestergaard deltog som debattør på årsmødet om den postfaktuelle læge.
Selvfølgelig har Bernie Sanders russiske forbindelser – det står jo på nettet!
Der er store penge at tjene og meget magt at vinde ved at sprede fake news. Internettet og robotter gør det nemt og hurtigt at cirkulere historierne, og vores forkærlighed for information, der understøtter vores verdensbillede, betyder, at mange villigt medvirker til spredningen. Det ligner en trussel mod demokrati og en robust samfundsorden.
Der kan i grove træk angives tre hovedgrunde til at fostre fake news og begive sig ind på markedet for denne slags pseudojournalistiske produkter: for sjov/trolling; propaganda/magtkamp; webtrafik/penge.
Fake news kan medvirke til politisk polarisering, forstærke ideologiske bolværk og loyaliteten mod ens kandidat, mistænkeliggøre modstandere og til tider sætte pressens dagsorden – alt sammen som dele af sociale, kulturelle, religiøse, ideologiske eller politiske magtkampe.
Der er store penge i fake news …
Men der kan også tjenes store summer på fingerede nyheder. Mellem august og november 2016 tjente ’Boris’ fra Veheles i Makedonien ifølge Wired Magazine op mod 16.000 dollar (svarende til omkring 106.000 danske kroner) på sine to websites, der producerede fake news i Trumps valør og favør.
Gennemsnitslønnen i Makedonien er 371 dollar (2.400 kroner) om måneden, så Boris besluttede sig for at droppe gymnasiet til fordel for den nye beskæftigelse med cirkulation af fingerede nyheder. Selv var han som de andre, der deltog i dette nye forretningseventyr, ligeglad med, om Trump vandt eller tabte valget. Han ville bare have lommepenge til en ny mobiltelefon, ure, biler og flere drinks i baren.
Der er ingen journalistiske dørvogtere
Den informationsmæssige infrastruktur og mulighederne for at veksle opmærksomhed i form af klik til reklamedollar, som blandt andre Google og Facebook giver mulighed for, har skabt et kraftigt økonomisk incitament til at producere og sprede fake news. Der er et indbringende marked for at bidrage til misinformation. Så længe der er dét, bliver det svært at stoppe strømmene af rygter, løgne, bullshit og fake news og den vildledning, de medfører.
Spredningspotentialet for fake news har fået særdeles gode vilkår på nettet og sociale medier. Nettet giver adgang til et potentielt stort publikum, investeringen for at komme til orde er begrænset, og der er ingen journalistiske dørvogtere på den information, som sendes i cirkulation.
Det giver gode spredningsvilkår for alt fra sandt til falsk, forvanskninger og rygter til løgn, bullshit og fingerede nyheder, og spredningen kan speedes op og målrettes ved hjælp af robotter.
Automatisering af misinformation
Robotter, bots, er små programmer, som eksempelvis kan ligne en menneskelig Twitter-bruger, men som fuldautomatisk spreder (mis)information i netværket.
I forbindelse med det franske præsidentvalg er det eksempelvis blevet beregnet, at 11,4 procent af Twitter-trafikken for kandidat Benoit Hamon var drevet af automatiserede softwarerobotter, mens det for Emmanuel Macron gjaldt 8,9 procent, og tallet for Marine Le Pen er opgjort til 5,7 procent robotgenereret trafik.
Jo mere misinformation, der bliver cirkuleret, repeteret, finder vej til nye platforme og mediehuse hos både den autoriserede og den mere kreative presse, desto mere hvidvasket bliver den.
Det begynder at ligne en trussel mod demokratiet
Der er eksempler på historier, der egentlig er startet for sjov, eller som satire, og så over tid igennem cirkulation bliver hvidvasket og delt som nyhedshistorier, for så senere at blive delt – eller refereret til i en bog – som eksempler på partipolariseret eller geopolitisk misinformation.
Betænker man strømmene af misinformation i forskellige blandingsforhold, fingerede nyheders høje niveau af social transmission og dermed spredningspotentiale – med eller uden bots – så begynder det at ligne en trussel mod demokratiet og en robust samfundsorden i øvrigt.
Den internationale sikkerhedskonference 2017, afholdt i München, udkom da også med en rapport med den sigende titel Post-Truth, Post-West, Post-Order. Et af kapitlerne har den sigende overskrift: »Dis(information): Fake It, Leak It, Spread It«
Misinformation er skadelig, fordi den virker. Og det gør den ikke kun på grund af det miljø, den spredes i. Der er psykologiske mekanismer på spil: Vi tror på det, vi gerne vil tro på.
De psykologiske mekanismer skabes ikke med mediemiljøet, men deres effekt forstærkes af det, fordi det er blevet let at finde information, som stemmer overens med ens holdninger. Det føles godt at tro på noget, som understøtter ens verdensbillede – uanset om informationen er sand eller ej.
Kombinerer man således markedet for information – der ikke nødvendigvis finder en ligevægtstilstand, hvor kun den korrekte information overlever og den dårlige forgår – med informationstidsalderens infrastruktur, økonomiske incitamentsstrukturer og menneskets psykologi, står det klart, at betingelserne for fake news aldrig har været bedre.
Vincent F. Hendricks er professor og Mads Vestergaard er ph.d.-studerende ved Center for Information og Boblestudier (CIBS), Københavns Universitet.
De har netop udgivet bogen ’Fake News: Når virkeligheden taber’ på Gyldendal.