David Budtz Pedersen, professor, Aalborg Universitet, deltog som en af debattører på LVS’ årsmøde om den postfaktuelle læge. Han har sammen med sin forskningsassistent skrevet denne tankevækkende artikel om eksperten i det postfaktuelle samfund og, hvordan fakta alene ikke er nok til at få fagligheden tilbage:
David Budtz Pedersen, professor MSO
Vores tillid til forskning, myndigheder og sundhedsanbefalinger er i frit fald. Her er vores bud på, hvad politikere, embedsmænd og forskere skal gøre for at genoprette den saglige debat.
Forleden måtte Sundhedsstyrelsen dementere en anklage om, at den skulle have betalt en række kendte sundhedsbloggere for at føre befolkningen bag lyset som en del af styrelsens kampagne for hpv-vaccinen.
Den fejlagtige anklage var blevet fremsat på hjemmesiden HPV-update, som mange vaccine-skeptikere orienterer sig imod.
Eksemplet er desværre ikke enestående. Inden for stort set alle områder i samfundet er der faldende tillid til vidensautoriteterne.
Særligt i sundhedsdebatten er det tydeligt, hvordan folk, der har mistet tillid til myndigheder og vidensautoriteter, tænker og handler
En række danske og internationale meningsmålinger har på det seneste vist, at stadig flere borgere har faldende tillid til videnskabelige resultater, sundhedsanbefalinger og myndigheder. Det ser vi blandt andet i skepsissen over for hpvvaccinen, men også i den stigende mistillid til lægers viden om sundhed, den vedholdende tvivl om årsagerne til klimaforandringerne, og når politikere mistænkeliggør bredt anerkendt forskning.
Særligt i sundhedsdebatten er det tydeligt, hvordan folk, der har mistet tillid til myndigheder og vidensautoriteter tænker og handler. Konspirationer og personangreb erstatter den saglige argumentation, og debatten flyder over med misinformation.
Bagved de postfaktuelle tendenser gemmer der sig nogle vigtige indsigter i menneskets begrænsede evne til at orientere sig i en kompleks verden. Heri ligger nogle tunge konsekvenser. Adfærdsforskning viser nemlig, at vi som mennesker er fanget i et dilemma, når det kommer til den information og de anbefalinger, vi stoler på. Over de seneste års forskning er det blevet stadig mere klart, at mennesket ikke er et særligt rationelt væsen, og at vi hver især ved forbløffende lidt om selv basale fænomener i vores omverden.
De fleste menneskelige beslutninger er forankret i følelsesmæssige reaktioner og forhåndsantagelser
I en række psykologiske eksperimenter har adfærdsforskere vist, at de fleste menneskelige beslutninger er forankret i følelsesmæssige reaktioner og forhåndsantagelser. Vi ser kort sagt, hvad vi vil se, og vi finder bekræftelse i de erfaringer, vi gør i vores nære livsverden. Faktisk er vi i det hele taget dårlige til at tænke på egen hånd. For det meste foregår vores erkendelse i grupper. Intet individ har nogensinde opfostret et barn, helbredt en sygdom eller løst en kompliceret konflikt alene.
Menneskets uovertrufne fordel i naturen er dets evne til at samarbejde med andre og indgå i grupper. Som de amerikanske kognitionsforskere Steven Sloman og Philip Fernbachar vist, ved vi mennesker pinligt lidt om verden. Og som historien har udviklet sig, ved vi som enkeltpersoner mindre og mindre – men i fællesskab mere og mere.
Vi tror, vi ved langt mere, end vi gør, og at vi er kompetente til at udtale os på baggrund af vores erfaringer
Slomans og Fernbachs eksperimenter viser, at vi som mennesker ofte overvurderer vores egen viden. Langt de fleste mennesker tror, at de ved, hvordan en lynlås eller kuglepen virker. Men spørger man den enkelte, om han kan forklare, hvordan en kuglepen virker, brister illusionen. Vi ved ganske lidt om fluiddynamik og kinesiologisk mobilitet, som får en kuglepen til at virke.
Dette fænomen kaldes vidensillusionen. Vi tror, vi ved langt mere, end vi gør, og at vi er kompetente til at udtale os på baggrund af vores erfaringer. Det er måske uskyldigt, når det drejer sig om en kuglepen, men tænk så på kompleksiteten i emner som sundhed, klima, fødevarer og andre samfundsmæssige udfordringer.
En af grundene til dette fænomen er gruppetænkning. Det er, fordi vi ved, at andre ved, hvordan kuglepennen virker, at vi selv overtager denne viden. Vi er på stort set alle områder afhængige af andres ekspertviden. Ingen af de moderne civilisatoriske goder ville være mulige uden ekspertviden: infrastruktur, sundhed, uddannelse, transport, energi, ældrepleje osv. Noget så simpelt som at bestille en burger på burgerbar er reguleret af moderne videnskab. Fødevaresikkerhed kræver forskningsbaserede retningslinjer for opbevaring og omgang med kød, grænseværdier for bakteriedannelse osv.
Vores afhængighed af gruppetænkning og tillid har en slagside, som er blevet tydelig ved informationsteknologiens udvikling
Det er ikke nødvendigvis dårligt, at vi aflaster vores viden på fællesskabet. Tilliden til andre personers ekspertise har ført til store fremskridt. Men vores afhængighed af gruppetænkning og tillid har en slagside, som er blevet tydelig med informationsteknologiens udvikling. Med udbredelsen af nye digitale meningsfællesskaber er der opstået en rivalisering og polarisering mellem grupper, der gør krav på at repræsentere vores viden. Internettet er fyldt med rivaliserende grupper, der ved at knytte an til vores værdier, følelser og erfaringer forsøger at få vores tilslutning.
Resultatet er, at traditionelle vidensautoriteter mister opbakning – som i tilfældet med antivaccine-bevægelsen i Danmark. Nye meningsfællesskaber tilbyder orientering og identitet. Og netop på grund af vidensillusionen er det nemt at fatte tiltro til alternative eksperter. Især hvis der samtidig er eksempler på, at officielle eksperter får mundkurv på eller arbejder under indflydelse af økonomiske interesser, som i tilfældet med landbrugspakken.
Tendensen til at overvurdere egne kompetencer og finde huller i de officielle forklaringer går igen i kritikken af mange andre forskningstunge problemer. Tænk for eksempel på debatten om genmodificerede fødevarer, antibiotika, medicinsk cannabis, livmoderhalskræft og klimaforandringer. Fælles for disse emner er, at de har ført til store og ophedede debatter, uden at de implicerede debattører nødvendigvis har kompetencer i biologi, sundhed eller klima.
Men fordi diskussionerne finder sted i sociale netværk, der bekræfter deltagernes eksisterende overbevisninger, medvirker de til at forstærke vidensillusionen og underminere tilliden til eksperter og myndigheder.
Efter alt at dømme virker det ikke at gå brechen med mere data og information, når først en kontroversiel sag er brudt ud
Det ville være fantastisk, hvis der var en hurtig løsning, som myndigheder og forskere kunne bruge til at oplyse offentligheden om sundhed, klima og tilsvarende komplekse fænomener, men det er der ikke.
Efter alt at dømme virker det ikke at gå i brechen med mere data og information, når først en kontroversiel sag er brudt ud. Studier viser tværtimod, at hvis en gruppe først er blevet skeptisk over for en behandling eller anbefaling, kan mere information tværtimod bidrage til yderligere polarisering.
Det er frustrerende for forskere og myndigheder, der er vant til at fremføre analyser, undersøgelser og metoder i deres argumentation. Faktisk risikerer det at grave større grøfter, hvis man reagerer ved at bombardere borgerne med information – især hvis det er information, der truer borgernes identitet. Det skyldes, at det er langt mere besværligt for os mennesker at revidere vores antagelser end at holde fast i det velkendte.
Her er vores forslag til, hvordan man genoprettet tilliden til eksperter i en verden præget af gruppedynamikker:
For det første er det vigtigt at undgå oplysningskampagner, der bidrager til polarisering ved at affeje borgernes erfaringer. Ønsker man at bryde ekkokammeret, skal der andre midler i brug. F.eks. kan forskere og myndigheder skabe en mere inddragende fortælling om det emne, de ønsker at formidle.
Ved at forklare en teknisk problemstilling (f.eks. en vaccine) ud fra dens konsekvenser og betydning for vores liv er det muligt at invitere flere personer med i fortællingen. I stedet for at anføre mere evidens og kolde fakta gør levende fortællinger det muligt at oversætte ekspertviden til vores egne erfaringer.
For det andet må vi have en fornyet debat om det samfundsmæssige ansvar, der hviler på forskere og myndigheder. Langt de fleste borgere vil være prisgivet uden adgang til ekspertviden, idet vi simpelthen ikke ved særlig meget på egen hånd. Derfor skal rollen som ekspert og videnskabsperson tages alvorligt. Det kræver kompetencer og incitamenter at formidle på en nuanceret måde med forståelse for kultur, værdier og psykologi. Den videnskabelige kultur er i dag i alt for høj grad lukket omkring sig selv i et sprogbrug, der taler hen over hovedet på befolkningen.
For det tredje må den faldende tilslutning til eksperter og myndigheder føre til en selvransagelse i myndigheds- og regeringskontorerne. Mange borgere har en ’rationel mistillid’ til staten, fordi offentlige investeringsprojekter konstant går galt, og fordi offentlige ledere holder lønfest, imens de svageste grupper oplever forringelser i velfærden. New public management har skabt mistillid mellem stat og borgere.
Det er værd at huske på, at mange kontroverser omkring forskning, sundhed og teknologi i virkeligheden er debatter, der handler om værdier
Samtidig har mange aktører i samfundet accepteret en nedvurdering af ekspertviden. Regering og myndigheder betjener sig af økonomiske eksperter, tænketanke og konsulenter, hvis rådgivning for det meste er ideologisk farvet. I mange tilfælde virker det, som om myndigheder og forskere er mere fokuserede på målstyring end på at løse borgernære problemer. Politikere, embedsmænd og forskere bør tage deres ansvar alvorligt, særlig set i lyset af de postfaktuelle tendenser. Tilbagevendende eksempler på censur, mørklægning og manglede armslængde skaber mistillid.
Endelig er det værd at huske på, at mange kontroverser omkring forskning, sundhed og teknologi i virkeligheden er debatter, der handler om værdier. Og værdispørgsmål kan ikke løses ved at henvise til videnskabelige undersøgelser. Uanset om vi kan lide det eller ej, er samfundet dybt afhængigt af ekspertviden, men det er kun gennem omhyggelig drøftelse af værdier og grundig fortolkning af kendsgerninger, at tilliden til ekspertviden kan sikres.