Den nye formand for akutlægerne, Anh-Nhi Thi Huynh, oplever stor kollegial anerkendelse af det nye speciale og vil udvide antallet af speciallæger i akutmedicin fra 202 til 700. Hun vil synliggøre akutlægernes faglige identitet, som bl.a. handler om at være der for dem, som ikke har andre, og at se på symptomer frem for diagnoser.
MØD EN NY FORMAND:
Anh-Nhi Thi Huynh, Dansk Selskab for Akutmedicin (DASEM).
Hvad bringer du med som ny formand?
»Jeg er en brobygger. Jeg vil samle og udvikle selskabet, og min tid inden for akutmedicin bør være en styrke i formandskabet, for jeg har så at sige fået akutmedicin ind med modermælken:
Jeg har et godt grundlag som akutlæge. Hele mit virke som læge er udsprunget af ønsket om at udvikle akutmedicin. Interessen kom allerede på medicinstudiet, hvor jeg bl.a. har været med til at stifte studenterforeninger på området og siden blev studenterrepræsentant i bestyrelsen.
Jeg valgte i 2015 aktivt at blive ansat i en uddannelsesstilling som ikke fandtes på baggrund af min interesse for specialet. Jeg har sidenhen været ansat på 11 forskellige afdelinger for at uddybe/udvikle min forståelse for den akutte patients rejse og for de tværfaglige begreber, som mine kolleger anvendte og fortsat anvender i deres respektive specialer. Da jeg blev speciallæge i akutmedicin blev jeg samtidigt ansat som specialefaglig koordinerende overlæge i Akutafdelingen, Regionshospitalet Gødstrup (samme hospital som har været med til at støtte min uddannelse i akutmedicin).
Derudover har jeg været specialerådsformand i Region Midtjylland og arbejdet bredt med bl.a. direktioner og sundhedsreformen. Denne post har bl.a. givet større forståelse for tværfaglige interesser, det politiske element på regionalt niveau, forståelse for national uddannelse og kompleksiteten i udvikling af lægelig uddannelse.
Jeg blev ansat i det præhospitale for toethalvt år siden og har siden hen opbygget mine lederkompetencer som leder for lægevagtsordningen om natten. Både som leder men også som et menneske, som leder mennesker i en dynamisk organisation med højt tempo og omstillingsparathed i forhold til sundhedsreformens udfordringer. Men i særdeleshed med fokus på udvikling af og omkring patientcentrerede løsninger ved akutte patientkontakter samt deres vej til hospitalerne.
Samlet set kender jeg de forskellige æraer af udfordringer og har været med i den vilde udvikling af specialet akutmedicin fra dengang for bare få år siden, hvor vi var 30-40 mennesker til årsmødet, til i dag hvor selskabet har 383 medlemmer.«
Hvordan får man en organisation båret af frivillige til at fungere?
»En organisation som vores drives af ildsjæle, og de næres ved at de kan se et formål og opleve resultater af det frivillige arbejde.
Men det er attraktivt at være på en mission med et nyt speciale. Det, jeg oplever blandt mine kolleger og akutmedicinske kolleger er, at lyst og vilje til at bedrive reel udvikling og forandring motiverer.
Vi skal ikke længere undskylde, at vi vil være et nyt speciale – nu er vi her, og vi er lige så meget en medspiller som alle andre. Derfor kan vi begynde at tage det visionære ned i konkrete udvalg – ultralydsudvalget, retningslinjeudvalget, uddannelsesudvalget, beredskabsudvalget osv.
Det er tydeligt, at selskabet har en stor stemme, bliver kontaktet hyppigt og er langt mere involveret i aktiviteter som f.eks. at give høringssvar, som vi i bestyrelsen har arbejdet meget med at robustgøre os til.
Det er altid en udfordring at finde tid til frivilligt arbejde, men når folk bliver inspireret af og med arbejdet, så er det dér, vi finder kræfterne.
Nu skal vi så skabe sammenhæng i efteruddannelse af yngre og ældre generationer – også dem, som ikke er uddannet i det nye speciale, og understrege vores identitet: At vi som klinikere er meget opmærksomme på symptomer frem for diagnose. Her arbejder vi meget på kliniske retningslinjer, som er symptomorienterede. Vi skal danne en fælles kulturel identitet som akutlæger.
En anden ting, som vi arbejder på, er at de helt unge i den spæde start på lægeuddannelsen kan se sig selv som akutmedicinere. Netop de yngre akutmedicinere er vi meget stolte af. YDAM (Yngre Danske Akutmedicinere, red.) bidrager enormt meget med et akademisk og fagligt løft på nationalt plan, inklusive at opbygge den faglige identitetsfølelse. Noget som jeg ser som meget vigtigt, når vi spejler os med andre lægefaglige selskaber.«
Hvordan vil du sælge dit speciale ind i sundhedsreformen?
»Min tilgang er, at vi skal dyrke alt det, vi er gode til – det tværfaglige, at vi forstår patientforløbene, differentialdiagnostikken og samarbejdet i udredningen og behandlingen. Det vil være klogt at stå på meget af det, vi allerede gør. At vores mange snitflader og samarbejdspartnere kan se og mærke en forskel i dagligdagen når akutmedicin er i front. Det er et ønske at vi skal udbygge, udvikle og ikke mindst konsoliderer os på denne faglighed i endnu højere grad.
Vi skal være kommunikativt stærkere til at fortælle, at vi er bindeled og brobyggere, at vi har stor forståelse for patientforløb i det tværsektorielle og intrahospitalt.
Husk på, at vi allerede arbejder meget lokalt med eksempelvis telekommunikation, så patienter kan ses i eget hjem, vi er i tæt kontakt med kommuner og almen praksis, og vi har generalistkompetencer, som giver os beslutningsdygtighed også i forhold til komplekse patienter.
Vi er dem, der er der for dem, som ikke har andre. Eller dem som mangler en ‘sammenhæng’ i flere parallelle sygdomsforløb, hvor vi skaber et samlingspunkt i deres akutte forløb.
Vi har snakket meget i DASEM om en kommende strategi, om at finde vej ind i de politiske lag. Vi vil gerne være skarpe på at formidle og gøre vores kompetencer klar for andre, og vi kommer til at tage fat i udvalgte politikere i sundhedsrådene.
Der er ikke patientforeninger på vores område, men jeg tror at det vil interessere politikerne, at vi kan medvirke til, at nogle patienter kan blive i eget hjem, så ressourcerne kan bruges andre steder.«
Hvad fylder i dit speciale lige nu?
»Dimensionering af HU-forløbene. Det har længe fyldt for os, at vi ikke er nok speciallæger på området, og vi har skrevet til Sundhedsstyrelsen, at vi ønsker flere HU-stillinger. Vi har 41 på landsplan og de bliver alle besat af meget kompetente kandidater. Der er stor søgning, og vi vil gerne fordoble antallet.
Lige nu er der registreret 202 speciallæger i akutmedicin, men vi har brug for 700.
Samtidig oplever vi, at de andre specialer er meget anerkendende over for os og eksempelvis husker at række ud til os i forbindelse med udarbejdelse af kliniske retningslinjer, og vi har rigtig gode dialoger med bl.a. almen medicin, intensiv og anæstesi. Vi har en nøglefunktion, fordi vi aldrig siger nej til en patient.
Sundhedsreformen fylder også meget. Det er en styrke, at vi har skrevet holdningspapirer og anbefalinger om den akutte patient uden for sygehusene.«
Hvorfor skal man blive akutmediciner?
»Det er verdens bedste speciale! Akutlægen lever en varieret hverdag og kan mange ting – i fællesskab med andre. Vi er tæt på patienten i afgørende øjeblikke og ser mange forskellige mennesker i alle aldre, livsfaser og køn, og med vores forståelse for den samlede kæde kan vi se helheder og forstå symptomer og kan afslutte 75 pct. af patienterne.
Man skal trives med et højt tempo og med at arbejde tværfagligt med paramedicinere, sekretærer, bioanalytikere, sygeplejersker, almen medicinere og alle andre lægelige specialer, men det er netop noget af det fede. Hvordan laver vi en god plan? Hvad giver mening for patienten? Det må da tale ind i sundhedsreformen.
Til de unge vil jeg sige: Akutlægen skal kunne bevare roen trods alt det kaos, der kan være, og det kan man ikke fra starten af sin karriere. Det skal man lære sammen med gode kolleger, og med overblikket kommer også beslutningsdygtigheden. Vi har stort fokus på arbejdsmiljø i dynamiske afdelinger.
Akutlægen har mange forskellige personligheder – og ét fælles træk: Vi er lidt utålmodigt anlagt og trives med at se effekt.
Det særlige hos os er, at patienterne kommer med et symptom og derfor navigerer vi ofte uden facit, når vi behandler. Af samme grund er f.eks. holdspil et større element hos os. Vi inddrager alle input, f.eks. sygeplejerskers observationer af de pårørendes bemærkninger, og så er det vores spidskompetence at lægge til og fra i den samlede plan.
Akutlægen bliver født ind i en kultur, hvor fællesskabsfølelsen er meget stærk og samspillet stort. Det er unikt i forhold til andre specialer.«
BLÅ BOG
- Anh-Nhi Thi Huynh, 37 år.
- Ledende overlæge, Lægevagtens Natberedskab, Region Midtjylland.
- Ekstern lektor, Aarhus Universitet
- Medstifter og medlem af Advisory Board i International Student Association of Emergency Medicine (ISAEM).
- Tidl. formand for Studerendes Organisation for Akutmedicinsk Speciale (SOFAS).