Nyhed

Vær med til at fejre landets bedste kliniske forsøg og afprøvninger

KOM MED: 7. juni uddeles for første gang en ny pris, der hædrer landets bedste kliniske forsøg og afprøvninger. En lang række kandidater vejes og vurderes i øjeblikket af dommerpanelet, og du kan være med til at hylde de udkårne ved en stor prisoverrækkelse 7. juni 2022 kl. 14.30–17.30 i Life Science Huset, Lersø Parkallé 101, København Ø.

Award

Tilmeld dig her.

Bag prisen står Lægevidenskabelige Selskaber, LVS, sammen med Medicoindustrien, Danske Patienter, Dansk Selskab for Fysioterapi, Dansk Sygepleje Selskab (DASYS), Lægemiddelindustriforeningen (Lif), Lægeforeningen, Fagforeningen Pharmadanmark – Akademikere i Life Science – og Trial Nation. Dagens Medicin er mediepartner.

Prisen – eller rettere priserne – uddeles til syv projekter eller personer, som udmærker sig inden for en række discipliner:

  • Årets forskerinitierede forsøg
  • Årets virksomhedsinitierede forsøg
  • Årets patientfokus
  • Årets offentlig-private samarbejde
  • Årets nyskabelse
  • Årets nye forskningsmiljø
  • Årets ildsjæl 

Du kan læse mere uddybende om de syv priser samt se de 21 nominerede her. I alt var 138 projekter – fordelt på 221 indstillinger – indstillet til priserne.

Formand Susanne Axelsen, Lægevidenskabelige Selskaber, LVS, synes at det er en nødvendig anerkendelse at hædre forskningsområdet, som både udvikler nyt og forbedrer kvaliteten af det eksisterende.

»Dygtige danske forskere bidrager hver dag til at forbedre udvikling, kvalitet og behandling i sundhedsvæsenet, både herhjemme og internationalt. Det sker ofte på trods af dårlig tid og alt for få ressourcer, og alligevel er vi som nation med i det globale førerfelt på mange områder. Det er en prisværdig indsats, som jeg er meget glad for, at vi kan hylde med de nye priser,« siger hun.

Et program for prisoverrækkelsen er under udarbejdelse og vil snart blive tilgængeligt. Du kan melde dig til arrangementet her.