Nyhed

Merete Osler hædres med Marie og August Krogh Prisen

Professor og overlæge Merete Osler har gennem 40 år været en drivende kraft bag placeringen af Danmark som verdensførende inden for epidemiologisk forskning. Nu modtager hun Marie og August Krogh Prisen 2022 for sin indsats.

Merete Osler

»Tidligt i min karriere var jeg måske naiv og troede, at hvis vi fortalte folk, at det var usundt at ryge, ville de fleste holde op med at ryge. I dag kan vi se, at det er meget mere komplekst, og at opvækst og sociale forhold spiller en meget større rolle, som vi er nødt til at forstå, hvis vi vil have lighed i sundhed for alle,« siger Merete Osler. 

Merete Osler er ansat på Københavns Universitet og i Center for Klinisk Forskning og Forebyggelse på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital. Hun har været en pioner i den danske epidemiologiske forskning med et særligt fokus på ulighed i sundhed og en forståelse af de bagvedliggende årsager til denne ulighed.

 Hun bidraget kraftigt til, at vi i dag har etableret store kohorter til undersøgelser af sammenhænge mellem helbred og alt fra uddannelse og opvækst til fødselsvægt og rygevaner.

 For sit mangeårige arbejde med at cementere Danmark som foregangsland inden for epidemiologisk forskning modtager professor og overlæge Merete Osler nu Marie og August Krogh Prisen 2022.

 »Jeg er meget beæret over at modtage prisen og også glad for, at prisen går til en forsker inden for epidemiologien, som jeg har arbejdet med det meste af min karriere. Det er et forskningsområde, som er fantastisk at arbejde inden for i Danmark,« siger Merete Osler.

Prismodtageren er udpeget af Lægevidenskabelige Selskaber, LVS, som slet ikke er i tvivl om, at Merete Osler er den rette modtager af prisen i år.

 »Der bliver taget alt for få favntag med den sociale ulighed i sundheden, men det er i hvert fald ikke Merete Oslers skyld. Hendes forskning på området er ikke blot på et højt internationalt niveau, hendes resultater er også vigtigere end nogensinde, og jeg håber inderligt, at både politikere og de ansvarlige i sundhedsvæsenet sætter sig ind i mekanismerne og bruger Merete Oslers viden til at knække kurven,« siger Susanne Axelsen, der er formand for Lægevidenskabelige Selskaber, LVS, og overlæge på Aarhus Universitetshospital.

 Særligt fokus på sociale forhold i sundhed

Merete Oslers karriere har budt på mange bidrag til videnskaben, hvilket hendes flere end 350 internationale videnskabelige artikler også vidner om.

Blandt højdepunkterne er etableringen af forskellige databaser til undersøgelser af sammenhænge mellem helbred og opvækst.

 Bl.a. viste hendes tidlige forskning med data fra store befolkningsundersøgelser i Glostrup, at socialt dårligt stillede danskere har højest risiko for at dø, men at livsstil, socialt netværk og geografi ikke kan forklare hele sammenhængen.

 »Disse studier viste bl.a., at der sker noget tidligt i barndommen, som sætter sig spor i helbredet resten af livet. Den form for viden er vigtigt at få frem, hvis vi har en ambition om, at der skal være lighed i sundhed for danskerne,« forklarer Merete Osler.

 Stablet flere kohorter på benene

Merete Osler har også været med til at etablere flere undersøgelseskohorter, der har bidraget til større forståelse af sammenhænge mellem opvækst, barndom, ungdom og helbred senere i livet.

 En internationalt anerkendt kohorte er den danske sessionskohorte med data fra flere end 700.000 danske mænd, der var til session i perioden fra 1939 til 1959. Den har Merete Osler været med til at få digitaliseret, så data i dag danner grundlag for flere interessante forskningsprojekter. Bl.a. har data fra denne database været brugt i undersøgelser af betydning af overvægt i ungdommen for risikoen for helbredsproblemer senere i livet samt til nye undersøgelser af, hvilke faktorer der har betydning for fald i kognitiv funktion og udvikling af demens. 

I de senere år har Merete Oslers forskning haft fokus på psykisk sygdom, og hvordan man begrænse disse patienters helbredsmæssige udfordringer og forbedre behandling.

 »Hvis vi drømmer om at forebygge eller reducere forskellige helbredsproblemer, skal vi kende til årsagerne og kunne forklare sammenhængene. Tidligt i min karriere var jeg måske naiv og troede, at hvis vi fortalte folk, at det var usundt at ryge, ville de fleste holde op med at ryge. I dag kan vi se, at det er meget mere komplekst, og at opvækst og sociale forhold spiller en meget større rolle, som vi er nødt til at forstå, hvis vi vil have lighed i sundhed for alle,« siger Merete Osler.

Marie og August Krogh Prisen tildeles hvert år en fremragende dansk, sundhedsvidenskabelig forsker. Prisen, der uddeles af Novo Nordisk Fonden og Organisationen af Lægevidenskabelige Selskaber, LVS, udgør 1,5 mio. kr., hvoraf de 1.250.000 kr. er øremærket til forskning, mens 250.000 kr. går til forskeren personligt. Prismodtageren udpeges af LVS, mens donationen kommer fra Novo Nordisk Fonden.