En nøgleaktivitet i sundhedsvæsenet

Nationale kliniske retningslinjer er en beskrivelse af den fagligt bedste behandling, som vi i Danmark kan give af en bestemt lidelse. Det er centralt for at sikre en høj ensartet kvalitet:

Det er opfattelsen hos LVS, Lægevidenskabelige Selskaber, at anvendelsen af nationale kliniske retningslinjer, NKR, er centralt for at sikre en høj ensartet kvalitet, for at skabe en øget lighed og for at sikre mest mulig sundhed for pengene i det danske sundhedsvæsen.

LVS mener derfor, at det er af afgørende betydning, at processen med at formulere nationale kliniske retningslinjer fortsættes, så stadig flere af den store mængde kliniske retningslinjer, som allerede er udviklet og anvendes i de faglige miljøer, bliver nationale. LVS ser gerne, at Sundhedsstyrelsen igen sætter sig for bordenden i denne proces.

Den lægefaglige definition:

Nationale kliniske retningslinjer er en beskrivelse af den fagligt bedste behandling, som vi i Danmark kan give af en bestemt lidelse. En national klinisk retningslinje er baseret på den bedste internationale evidens eller, i fravær af evidens, på en faglig konsensus om, hvad der er den bedste behandling. En national klinisk retningslinje beskriver diagnostik, behandling, pleje og rehabilitering for en bestemt lidelse. Inden for de rammer, der er til rådighed i det danske sundhedsvæsen.   

Det er opfattelsen hos Lægevidenskabelige Selskaber, LVS, at:

  • En konsekvent gennemførelse af NKR er nøglen til at sikre et sundhedsvæsen, der leverer en ensartet høj kvalitet på tværs af patientgrupper, sektorer og landsdele
  • NKR kan sikre, at den nyeste viden hurtigt bliver implementeret i behandlingerne til gavn for patienterne samtidig med, at de kan bruges til, at forældede og overflødige behandlinger afvikles
  • NKR kan fremme en synlighed i kvaliteten af patientbehandlingen, der betyder, at den bedste behandling bliver standarden
  • NKR kan være et stærkt incitament for regioner, sygehuse og afdelinger om at skabe rammer, der leverer patienterne den bedste kvalitet og for de sundhedsprofessionelle til løbende at dygtiggøre sig, så de kan måle sig med de bedste
  • NKR er desuden et fagligt unikt værktøj i forbindelse med vurderingen af nye kostbare lægemidler og behandlinger, så ja eller nej til indførelse kan ske på et oplyst grundlag.   

Det er opfattelsen hos LVS, at udarbejdelsen af de omkring 50 NKR, placeret i Sundhedsstyrelsen på en særlig bevilling på 80 mio. fra 2012 – 16, var en succes og lærende metodemæssigt og med hensyn til at inddrage et bredt spektrum af sundhedsvæsenet i arbejdet med kliniske retningslinjer.

LVS beklager, at politikerne ikke var indstillet på at fortsætte denne proces, så der nu kun er afsat 38 mio. kroner i en fireårs periode frem til 2020 til at fortsætte arbejdet, der foregår uden for Sundhedsstyrelsen. Det er imidlertid også vores opfattelse, at de videnskabelige selskaber skal byde ind på bevillingen, der trods alt giver muligheder for at forbedre eksisterende kliniske retningslinjer og gøre dem nationale.

Hvis ikke den nuværende bevilling bruges fornuftigt, er det opfattelsen hos LVS, at det vil lægge gift for genoptagelsen af et større nationalt projekt med kliniske retningslinjer, der er i hele lægestandens interesse.     

LVS januar 2018