Nyhed

Kulturændringen skal starte hos Styrelsen for Patientsikkerhed

Det er menneskeligt at fejle, men det er kriminelt ikke at lære af fejlene. Det har været Mantraet for det lærende sundhedsvæsen, siden det blev lanceret som begreb omkring årtusindskiftet. Derfor er det sørgeligt, at vi her en snes år efter stadig hænger fast i den mest primitive opfattelse af, at fejl skal straffes. Der er brug for en kulturændring, og den skal begynde hos Styrelsen for Patientsikkerhed og i de rammer, der gælder for Styrelsens arbejde.

Styrelsen for Patientsikkerhed skal evalueres inden for det næste halve år, og det er vores håb, at den nye sundhedsminister vil tage sig god tid, også til denne opgave. Nogle af de sager, som vi har oplevet gennem de sidste fire år, har været dybt krænkende for læger som fagpersoner. Politiske løfter om en holdningsændring er ikke blevet ført ud i praksis. En ændring af lovgivningen blev aflyst, fordi der blev udskrevet valg. Derfor arbejder Styrelsen stadig på et grundlag, der gør den meget kontrollerende og straffende, og som ikke respekterer de fagprofessionelle. Det gavner ingen.

Der bør fremadrettet ske mere læring af Styrelsens indsats. Styrelsen bør ikke blot jagte fejl, men også føre tilsyn med, om afdelinger har både kultur og systemer på plads til at tage læring af fejlene. Styrelsen arbejder med nogle meget rigoristiske krav til omfanget af rutinemæssige tilsyn. Det trækker mange ressourcer, der også i større omfang kunne bruges til læring. Endelig kunne Styrelsen mere systematisk medvirke til, at patienter i større omfang brugte systemet for indberetning af utilsigtede hændelser i stedet for klagesystemet. Patienter eller pårørende, der har været ude for fejl, har sjældent et hævnmotiv, men et ønske om, at fejlen ikke gentager sig, altså netop at systemet er lærende.                 

Styrelsen for Patientsikkerhed blev etableret i 2015 i et politisk klima, hvor en række enkeltsager om kriminelle læger i medierne havde lukket munden på de sidste politikere, der pippede om, at fejl skulle bruges til læring og til at gøre sundhedsvæsenet bedre. Nu ville politikerne have politiet på banen, og det fik de. I flere sager. Den foreløbige kulmination er Svendborgsagen, der stammer helt tilbage fra august 2013. Efter lang behandling blev en læge og hendes bagvagt i april 2017 begge i Byretten frikendt for forsømmelse.

Normalt ville den ikke være længere, men i mellemtiden er den nye styrelse kommet på banen, og nu skal der vises jernnæve. Styrelsen sørger for, at afgørelsen bliver anket til Landsretten, der idømmer lægerne bødestraf. Højesteret ændrer afgørelsen, og i marts 2018 bliver lægerne endeligt frikendt. Sagen foranlediger under overskriften ”DetKuHaVæretMig” i en Facebookgruppe det største protestråb, som nogen faggruppe formentlig i nyere tid er kommet med. Over 13.000 læger, halvdelen af den danske lægestand, skriver under på en protest mod myndighedernes ageren, og her er vi ved humlen:

Alle danske læger har aflagt lægeløftet, og den helt overvældende majoritet tager det dybt alvorligt. Der er en særlig plads i helvede til den lille gruppe, som ikke gør det, og dem har vi ingen grund til at forsvare. Men for alle andre gælder det, at ingen læge går på arbejde med den hensigt at skade sin patient. Alle forsøger at gøre det så godt som muligt, men der er mange fejlkilder, og fejl sker. Det gør lige ondt hver gang, og hvis samfundet så yderligere komme med sanktioner, eller man bliver placeret i gabestokken, kan det føles ubærligt.

Det fører til utryghed, dårligt arbejdsmiljø og dårlig trivsel. Det går ud over patienterne. Det fører også til det, som kaldes defensiv medicin, altså at man i behandlingsforløbet foretager unødvendige ting for at dække ryggen. Det er spild af ressourcer i en tid, hvor der er behov for, at de bruges effektivt. Angsten for at begå fejl æder sjæle, men det æder også sundhedsbudgetter, og det medfører alvorlige tab af motivation, der er en drivende kraft i sundhedspersoners hverdag med patienterne.

Holdningen, der ligger bag, blev meget godt beskrevet af en tidligere sundhedsminister, der sagde, at læger ikke skulle kunne råbe helle. De måtte stå til ansvar for de (u)gerninger, de havde begået. Det er forståelseskløften på én linje, og lægers argumentation for det lærende sundhedsvæsen bliver ofte misforstået som arrogance, og at de hvide kitler er hævet over almindelige retsprincipper. Selvfølgelig er vi ikke det. Kriminalitet skal straffes, men for at vende tilbage til første linje, så er fejl ikke kriminelt…